Senatsleder øjner håb for at afslutte USA's nedlukning
Mens nogle ser positive takter, er Demokraternes leder rasende over manglende fødevarehjælp og sundhedsaftale.
Forhandlinger i USA's Senat lørdag om at få afsluttet nedlukningen af det føderale statsapparat går i en positiv retning.Det mener Senatets republikanske flertalsleder, John Thune.
- Ja, det vil jeg sige, svarer han på et spørgsmål fra journalister om, hvorvidt der i det seneste døgn har været tværpolitiske drøftelser, der var positive.
Han oplyste ikke mere. Men han har ifølge Fox News sagt, at han ikke vil lade senatorerne forlade Washington D.C., før der er en aftale på plads om at genåbne statsapparatet.
Lørdag er dag 39 i den nedlukning, der har sendt mange offentligt ansatte hjem og påvirket flytrafik, fødevarehjælp og nationalparker i USA.
Republikanske senatorer håber at kunne nå frem til tre lovforslag, der sikrer finansiering inden for blandt andet landbrug og fødevarer samt midler til militære byggeprojekter og programmer for veteraner.
Imens arbejder Senatet på en midlertidig bevilling, der skal give mere tid til at komme frem til aftaler om blandt andet forsvar, bolig og sundhed.
Mens John Thune ser positive takter, lyder der kritik fra Demokraternes mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer.
Han er stærkt utilfreds med, at Trump-administrationen tilbageholder midler, der skal hjælpe USA's dårligst stillede med at få mad på bordet. Det er det såkaldte Snap-program, der før var kendt som madkuponer.
Schumer kritiserer videre, at Trump og Republikanerne helt afviser Demokraternes forslag om at forlænge tilskud på sundhedsområdet i et år.
John Thune nævner ikke, hvordan Republikanerne forholder sig til Demokraternes krav om at forlænge de tilskud, som sikrer 24 millioner amerikanere sundhedsydelser under den såkaldte Affordable Care Act (ACA) eller Obamacare, som ordningen populært hedder.
Præsident Donald Trump "ønsker en løsning på sundhedskrisen i dette land, hvor forsikringspræmierne eksploderer", siger Thune.
Men Republikanerne har sagt, at de ikke vil forhandle om sundhedsstøtte, før nedlukningen slutter.
Trump opfordrede tidligere lørdag i en besked på sit sociale medie, Truth Social, sine partifæller i Senatet til at omdirigere føderale midler, som nu bruges på tilskud under ACA, direkte videre til borgerne.
Nogle republikanere har udtrykt støtte, mens Demokraterne indtil videre har været tavse.
- Jeg anbefaler Republikanerne i Senatet, at de hundreder af milliarder af dollar, der i øjeblikket sendes til pengeslugende forsikringsselskaber for at redde den dårlige sundhedspleje, som Obamacare leverer, SENDES DIREKTE TIL FOLKET, så de kan købe deres egen, langt bedre sundhedspleje og endda have penge til overs, skrev Trump på Truth Social.
Hans melding kom, få timer før Senatet skulle samles igen klokken 12 lokal tid lørdag.
Fredag afviste senatorerne lovforslag, der ville have givet løn til hundredtusinder af offentligt ansatte under regeringsnedlukningen, der er den længste i USA's historie.
/ritzau/Reuters
