Senatet blokerer for begrænsning af Trumps krigsmagt i Venezuela

15. JAN 2026 • 01:37UDLAND

Forslag, der ville kræve godkendelse fra Kongressen til militær handling i Venezuela, er blevet stemt ned.

Senatet i USA har onsdag stemt imod en resolution, som ville have forhindret landets præsident, Donald Trump, i at iværksætte yderligere militær handling i Venezuela uden godkendelse fra Kongressen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Afstemningen endte 51-50.

Kun tre af Trumps republikanske partifæller stemte for forslaget, mens alle demokrater stemte for.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, tog onsdag til Capitol Hill, hvor Kongressen ligger, for med den afgørende stemme at sikre, at forslaget blev stemt ned, skriver det amerikanske medie CNN.

Da Senatet i sidste uge stemte om, hvorvidt forslaget skulle til afstemning, var der dog fem republikanere, der sammen med demokraterne stemte for.

De republikanske senatorer Josh Hawley og Todd Young har dog trukket deres støtte til forslaget efter pres fra Trumps administration. De har blandt andet fået telefonopkald fra udenrigsminister Marco Rubio og fra præsidenten selv, skriver CNN.

CNN beskriver afstemningen som en sejr for Trump. Hvis forslaget havde fået grønt lys, ville hans administration være blevet tvunget til at søge godkendelse fra Kongressen til yderligere militær magtanvendelse i Venezuela.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at resolutionen - selv hvis den var blevet vedtaget i Senatet - primært havde symbolsk betydning. Den ville næsten med sikkerhed være blevet afvist i Repræsentanternes Hus, som er Kongressens andet kammer, lyder det.

Trump meldte onsdag, at han har haft en længere samtale med Venezuelas midlertidige præsident, Delcy Rodríguez.

Det var den første kendte kontakt mellem de to ledere, siden USA's specialstyrker for nylig rykkede ind i det sydamerikanske land i en storstilet militæraktion og tog præsident Nicolás Maduro til fange.

Efter at Maduro blev afsat som landets leder af USA, gik Trump med til at lade Rodríguez overtage, forudsat at hun følger linjen fra Trump-administrationen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT