Seks atomforskere meldes dræbt i israelsk angreb i Iran
Målet for Israels angreb var blandt andet Irans uranberigelsesprogram og atomvåbenprogram.
Seks iranske atomforskere blev dræbt i Israels angreb på Iran natten til fredag.Det rapporterer det delvist statslige iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge Reuters.
Der er tale om forskerne Abdolhamid Minouchehr, Ahmadreza Zolfaghari, Amirhossein Feqhi, Motalleblizadeh, Mohammad Mehdi Tehranchi og Fereydoun Abbasi.
Det fremgår endnu ikke, hvor de befandt sig, da de blev dræbt.
Ud over at være atomforskere var Mohammad Mehdi Tehranchi rektor for Det Islamiske Universitet i Azad, og Fereydoun Abbasi var tidligere direktør for en iransk atomenergiorganisation.
Angrebet ramte ifølge den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, hjertet af Irans uranberigelsesprogram og atomvåbenprogram.
Operationen i Iran skulle skade Irans atominfrastruktur, fabrikker til ballistiske missiler og andre militære mål.
Iranske medier har rapporteret om eksplosioner ved det store iranske atomkraftværk i Natanz.
Derudover er der bekræftet angreb i hovedstaden, Teheran, og - ifølge mediet Al Jazeera - i Tabriz, Isfahan, Arak og Kermanshah.
Det fremgår endnu ikke, hvor de seks atomforskere befandt sig, da de blev dræbt.
Der er endnu ikke overblik over, hvor mange personer der er dræbt i angrebet. Tidligere har der været meldinger om fem dræbte i et boligområde i Irans hovedstad, Teheran.
Derudover er den øverstkommanderende i Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, meldt dræbt i et angreb på Revolutionsgardens hovedkvarter.
Også stabschefen for de væbnede styrker Mohammad Bagheri blev dræbt.
Efter angrebet har Iran sendt omkring 100 droner af sted mod Israel.
Israels militær forsøger at afværge angrebet, har det meddelt fredag morgen.
/ritzau/