Schweiz erklærer krisesituation efter eksplosion på skisportssted
Samtidig med håndtering af dræbte og sårede påbegyndes en diplomatisk indsats, da udlændinge er blandt ofrene.
Der er erklæret en "speciel situation" i Schweiz som følge af branden og eksplosionen nytårsnat på skisportsdestinationen Crans-Montana, som har kostet et tocifret antal mennesker livet.Det oplyser Stéphane Ganzer, der er medlem af regeringen i kantonen Valais med ansvar for Valais' departement for sikkerhed, ifølge Sky News.
- På grund af situationens alvor og nattens begivenheder har statsrådet denne morgen besluttet at erklære en speciel situation, som loven om beskyttelse af befolkningen tillader, siger han.
Den særlige erklæring skal hjælpe myndighederne med at allokere de nødvendige ressourcer, så de kan håndtere situationen med et større antal dræbte og mange alvorligt sårede, som lægger pres på hospitalerne.
Crans-Montana ligger i de schweiziske alper i kantonen Valais.
Ifølge myndighederne er der omkring 100 sårede. De fleste af dem har fået alvorlige skader. Mange er blevet bragt til intensivafdelinger.
På det store Valais Hospital er intensivafdelingen fyldt, og patienter må derfor overflyttes til andre store hospitaler i Schweiz.
Samtidig med at de mange patienter skal håndteres, er der et internationalt aspekt, fortæller Stéphane Ganzer.
Det skyldes, at flere af ofrene er fra udlandet.
- Vi har også et internationalt aspekt, som kommer i spil. På en sådan destination nytårsaften er ofrene naturligvis fra forskellige lande, hvilket vil rejse diplomatiske spørgsmål, siger han ifølge Sky News.
De schweiziske myndigheder har ikke oplyst, hvilke nationaliteter ofrene har, og det er derfor uvist, om der er danskere blandt de dræbte og sårede.
Frankrigs udenrigsministerium har dog bekræftet, at der er to franskmænd blandt de sårede.
Eksplosionen og branden fandt sted omkring klokken 01.30 nytårsnat på Le Constellation Bar and Lounge.
Årsagen til eksplosionen kendes ikke, men politiet i Schweiz formoder ikke, at der har været tale om et angreb af nogen art.
/ritzau/
