Russisk diplomat bekræfter præsident Assads ophold i Moskva

9. DEC 2024 • 02:38UDLAND

Syriens eksilpræsident, Bashar al-Assad, og hans familie befinder sig i Moskva, bekræfter russisk diplomat.

Den væltede syriske præsident, Bashar al-Assad, og hans familie befinder sig i Ruslands hovedstad, Moskva.

Det bekræfter den russiske diplomat Mikhail Uljanov, efter at russiske statsmedier tidligere søndag skrev, at Assad-familien havde fået asyl i landet.

- Assad og hans familie befinder sig i Moskva. Rusland forråder ikke sine venner i svære situationer. Det er forskellen på Rusland og USA, skriver Uljanov på det sociale medie X.

Uljanov er Ruslands faste udsending i den østrigske hovedstad, Wien, hvor han taler Ruslands sag i en række internationale organisationer.

Rusland har været Assad-styrets trofaste allierede, siden Rusland i 2015 gik ind i krigen i Syrien.

Det skete, efter at den på det tidspunkt pressede præsident Assad selv havde anmodet om militær assistance fra russerne.

I dag har Rusland en flådebase i Tartus og en militær flyvebase i Khmeimim i Syrien.

De oprørere, der har væltet præsident Assad og taget kontrol med Damaskus, har "garanteret sikkerheden for Ruslands militære baser og diplomatiske institutioner på Syriens territorium", siger kilden i Kreml til Tass.

Bashar al- Assad har været præsident i Syrien siden 2000, hvor han overtog magten fra sin far, Hafez al- Assad, som var præsident før ham.

I 2011 udbrød der borgerkrig i landet, hvilket efterfølgende har sendt millioner på flugt.

De seneste to uger har syriske oprørsstyrker indtaget flere store byer i Syrien - herunder Hama og Aleppo.

Lørdag nærmede oprørerne sig landets hovedstad, Damaskus, som blev erklæret indtaget tidligt søndag morgen dansk tid.

Kort efter meldingerne om at Bashar al-Assad havde forladt Damaskus, var der forlydender om, at præsidenten skulle være styrtet ned med et fly.

Rygterne fik liv, efter at et fly, som havde kurs mod Syriens vestkyst og angiveligt bar præsidenten, pludselig foretog en u-vending, hvorefter det forsvandt fra overvågningstjenesten, skrev nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

28. MAJ 2025 • 15:52UDLAND
Nyhed er trukket tilbage

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT