Jannik Sinner sender fransk veteran på pension med lussing
Richard Gasquet tabte klart til verdensetteren Jannik Sinner i karrierens sidste kamp på topniveau.
En 23 år lang og flot tenniskarriere sluttede torsdag med et klart nederlag til verdensetteren Jannik Sinner.Snart 39-årige Richard Gasquet kunne ikke stille noget op mod italieneren, der vandt 6-3, 6-0, 6-4 efter knap to timers spil på Court Philippe-Chatrier, den største arena i French Open.
Gasquet meddelte allerede sidste år, at han ville indstille karrieren efter hjemlandets grand slam-turnering i 2025, og en overraskende sejr over landsmanden Terence Atmane i første runde gav ham et møde med Sinner at lukke ned på.
Gasquet vandt hele 16 ATP-turneringer i sin karriere og var i finalen i yderligere 17 turneringer som singlespiller.
De 16 turneringssejre kom alle på ATP 250-niveau, og det vidner om, at han nok havde en lang og flot karriere, men den absolutte top nåede han aldrig helt.
Han tabte således sine tre Masters 1000-finaler og sine tre grand slam-semifinaler. Alle seks nederlag var mod enten Novak Djokovic, Roger Federer eller Rafael Nadal.
På verdensranglisten var han på karrierens højeste nummer syv i 2007, og 609 sejre gør ham til den franskmand med flest sejre på ATP Touren nogensinde.
Sinner møder i tredje runde af French Open verdens nummer 34, tjekken Jiri Lehecka.
Også sjetteseedede Novak Djokovic er videre til tredje runde, men serberen havde lidt mere besvær med at avancere.
Franskmanden Corentin Moutet havde sætbold i tredje sæt, kort efter at Djokovic havde fået behandling på banen. Men tennislegenden formåede alligevel at vinde 6-3, 6-2, 7-6.
/ritzau/