Rusland presser ukrainske styrker på begge sider af grænsen

9. MAR 2025 • 23:09UDLAND

Ifølge militærbloggere er russiske styrker nu er tættere på at kunne blokere for ukrainsk forsyningslinje.

Russiske styrker har for første gang siden 2022 indtaget områder i Sumy-regionen i Ukraine.

Det meddeler det russiske forsvarsministerium søndag.

Blandt andet skal landsbyen Novenke, der ligger ved grænsen mellem de to lande, være "befriet", hævder ministeriet.

Ifølge russiske militærbloggere betyder det, at de russiske styrker nu er tættere på at kunne blokere for en vigtig ukrainsk forsyningslinje.

Angiveligt har Rusland også generobret fire landsbyer i den russiske Kursk-region på den anden side af grænsen, hvor ukrainske soldater har befundet sig siden august sidste år.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra ukrainsk side.

Også lørdag meddelte Rusland, at de havde generobret tre andre landsbyer i Kursk.

Men samme dag afviste det statslige ukrainske Center imod Misinformation, at der skulle være tale om noget "massivt gennembrud" for russerne i Kursk-regionen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, hævdede også i februar, at hans styrker var trængt ind i dele af det nordøstlige Ukraine.

Det afviste regeringen i Kyiv som "løgn". Men Ukraine erkendte dog, at der havde været isolerede angreb i området.

Ukrainske styrker trængte ind i Kursk-regionen for godt et halvt år siden. Men siden da har russiske styrker - med hjælp fra nordkoreanske soldater - generobret over to tredjedele af området.

Ukraine håber at kunne bruge tilstedeværelsen på russisk jord i forhandlinger om en kommende våbenhvile eller fredsaftale.

I den kommende uge skal forhandlere fra Ukraine og USA mødes i Saudi-Arabien.

USA og præsident Donald Trump er ivrige efter at indgå en aftale om våbenhvile og få et rammeværk på plads for en kommende fredsaftale.

Tidligere i denne uge meddelte USA, at landet ikke længere vil dele militære efterretninger med Ukraine, der også har fået begrænset adgangen til amerikanske satellitfotos.

Det sker tilsyneladende i et forsøg på at presse Ukraine til at sætte sig ved forhandlingsbordet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT