Rusland beder folk om at dæmpe forventninger til USA-drøftelser
Biden gjorde stor skade, og nu må Rusland og USA sammen "tålmodigt" arbejde på bedre forhold ifølge Peskov.
Det går ret godt, men man skal ikke forvente øjeblikkelige resultater af den diplomatiske kontakt mellem Rusland og USA.Sådan lyder det fra talsmanden for den russiske præsidentadministration i Kreml, Dmitrij Peskov.
Trumps præsidentforgænger, Joe Biden, har nemlig gjort stor skade på forholdet mellem de to lande, lyder det.
- Alt går meget godt, siger Peskov.
- Men selvfølgelig er det ikke muligt at forvente resultater med det samme.
USA har presset på for våbenhvile i Ukraine. Men udbyttet af USA's indsats har indtil videre været begrænset.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er begyndt at vise tegn på, at han er ved at miste tålmodigheden.
- Jeg synes, at det går ok med Ukraine-Rusland, og det kommer I til at finde ud af ret snart, sagde Trump om bord på Air Force One og tilføjede:
- Men der kommer et punkt, hvor man enten må levere eller holde mund, og vi må se, hvad der sker, men jeg synes, at det går fint.
Trump har sagt, at han vil skaffe fred i Ukraine, og at det skal ske hurtigt.
Foreløbig er det blandt andet lykkedes at få en begrænset våbenhvile om energiinfrastruktur på plads. Men Ukraine og Rusland bliver ved med at beskylde hinanden for at bryde våbenhvilen.
USA's diplomatiske udsending Steve Witkoff og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes fredag i Sankt Petersborg, uden at der var meldinger om gennembrud.
Peskov blev søndag spurgt af russisk stats-tv's mest fremtrædende Kreml-journalist, Pavel Zarubin, om, hvorvidt et møde mellem Trump og Putin var tæt på.
Til det svarede Peskov, at de to lande "sammen går langs denne vej meget tålmodigt", men at det tager tid og er svært at genopbygge et forhold som deres.
Søndag blev Ukraine udsat for et af årets hidtil mest dødbringende missilangreb, da mindst 31 mennesker ifølge redningstjenester blev dræbt i byen Sumy.
/ritzau/Reuters
