Rumænien vil aflive knap 500 bjørne efter dødeligt angreb

15. JUL 2024 • 20:57UDLAND

Ny lov løser intet, mener WWF, der i stedet vil have fokus på "problembjørne" og lære folk ikke at fodre dem.

Rumænien vil aflive knap 500 bjørne i år for at holde bestanden nede.

Beslutningen er taget mandag i Rumæniens parlament efter en episode, hvor en 19-årig person på vandretur blev dræbt af en bjørn.

Den unge vandrers død - og det ramaskrig, bjørneangrebet vakte i den offentlige debat - fik premierminister Marcel Ciolacu til at bede parlamentsmedlemmerne afbryde deres sommerferie og komme ind for at stemme om aflivning af bjørne.

I alt skal der aflives 481 bjørne i år. Det er dobbelt så mange som sidste år.

Politikerne mener, at en overbestand af bjørne har ført til en stigning i antallet af angreb. De erkender dog også, at loven ikke kommer til at forhindre fremtidige angreb.

Den nye lov møder kritik fra dyreværnsorganisationer.

- Loven løser absolut ingenting, siger biolog Calin Ardelean fra Verdensnaturfonden WWF.

I stedet bør politikerne have fokus på forebyggelse og indgriben og såkaldte "problembjørne", siger Ardelean.

Ifølge WWF i Rumænien vil aflivninger ikke løse problemet med angreb, medmindre der samtidig bliver gjort noget for at holde bjørnene væk fra lokalsamfund.

Nye tiltag i den retning kan inkludere bedre affaldssortering og oplysning til mennesker om ikke at fodre bjørnene.

Sidste år modtog Rumæniens nødtjenester omkring 7500 nødopkald fra folk, der havde set eller mødt en bjørn. Det er over dobbelt så mange som året inden, viser tal fra rumænske myndigheder.

Rumænien er - bortset fra Rusland - det land i Europa med den største bestand af brune bjørne. Der lever omkring 8000 af slagsen i Rumænien, oplyser det rumænske miljøministerium.

I de seneste 20 år er 26 mennesker blevet dræbt af bjørne i Rumænien, viser tal fra ministeriet. Yderligere 274 mennesker er kommet alvorligt til skade efter et møde med et af de store dyr.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT