Røde Kors advarer: Gaza By kan ikke evakueres på en sikker måde
Ekstrem mangel på mad, vand, husly og lægehjælp gør eventuel evakuering af Gaza By umulig, siger Røde Kors.
Røde Kors advarer lørdag om, at ethvert israelsk forsøg på at evakuere Gaza By ville bringe indbyggerne i fare.Israels militær er i færd med at skærpe sin belejring af området forud for en planlagt offensiv.
- Det er umuligt, at en masseevakuering af Gaza By nogensinde kan gennemføres på en måde, der er sikker og værdig under de nuværende forhold, siger Mirjana Spoljaric, præsident for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), i en erklæring.
Den elendige situation hvad angår både husly, sundhed og hungersnød i Gazastriben betyder, at en evakuering "ikke blot er uigennemførlig, men uforståelig under de nuværende omstændigheder", understreger hun.
- En sådan evakuering ville udløse en massiv bevægelse af befolkningen, som intet område i Gazastriben kan rumme i lyset af den omfattende ødelæggelse af civil infrastruktur og den ekstreme mangel på mad, vand, husly og lægehjælp, siger Spoljaric.
Israels militær har erklæret Gaza By for en "farlig kampzone".
Det indebærer, at der i byen ikke er de daglige pauser i kampene, som gør det muligt at levere mad i begrænsede mængder til civilbefolkningen.
Hæren har ikke opfordret befolkningen til straks at forlade Gaza By.
Men fredag meddelte det israelske forsvarsministerium, at det forbereder sig på "at flytte befolkningen sydpå for deres beskyttelse".
Israel er under stigende pres for at afslutte offensiven i Gaza, hvor stort set hele befolkningen mindst én gang er blevet fordrevet, og hvor FN har erklæret hungersnød.
Alligevel forbereder den israelske hær sig på en operation for at indtage det palæstinensiske områdes største by og flytte dens indbyggere.
Mens Gaza By er blevet erklæret en "farlig kampzone", har israelske angreb siden daggry lørdag dræbt 47 mennesker her og i andre dele af det sønderbombede område.
Det oplyser en talsmand for Gazas civilforsvar.
12 mennesker blev dræbt, da et israelsk luftangreb ramte "en række telte med fordrevne personer" nær en moské vest for Gaza By, siger talsmanden, Mahmoud Bassal.
Yderligere ti mennesker blev dræbt af israelsk beskydning, mens de ventede på at få mad nær de steder i det centrale og sydlige Gaza, hvor der uddeles nødhjælp, siger Bassal.
Israels hær har ikke umiddelbart kommenteret de meldinger.
/ritzau/