Retssag mod Erdogan-rival starter med tilråb og kaos

9. MAR 2026 • 18:35UDLAND

- Skammeligt, råbte tilhørere, da dommer afviste fængslet borgmesters ønske om at vidne tidligere.

Retssagen mod Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, er mandag begyndt på kaotisk vis med både tilråb og en længere pause efter blot 15 minutter.

Imamoglu fra oppositionspartiet CHP er en af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans stærkeste politiske modstandere.

Han blev fængslet for et år siden på den dag, hvor han blev udpeget som præsidentkandidat. Han står anklaget som del af en stor korruptionssag.

Ved begyndelsen af retsmødet fik Imamoglu at vide, at han skal vidne som en af de sidste.

Det fik borgmesteren til at kræve at få lov til at tale tidligere. Dommeren afviste, mens der blev råbt fordømmende tilråb.

- Skammeligt!, råbte tilhørere.

En forsvarsadvokat spurgte, hvorfor listen over rækkefølgen af vidner var blevet lækket til en regeringsvenlig avis, men ikke var blevet givet til forsvarerne.

Herefter fik dommeren tømt retslokalet og suspenderede retsmødet, der blev genoptaget tre timer senere.

Mandagens retsmøde blev afsluttet klokken 17.00, og klokken 10.00 tirsdag genoptages sagen.

Ngo'en Human Rights Watch har beskrevet retssagen som en "politisk motiveret" retsforfølgelse, der vækker "alvorlig bekymring".

Anklagemyndigheden kræver Imamoglu idømt op til 2430 års fængsel.

Ifølge anklagerne stod den 54-årige politiker i spidsen for et vidtforgrenet kriminelt netværk, som han styrede "som en blæksprutte". Der er over 400 tiltalte i den store sag.

Flere analytikere vurderer, at Ekrem Imamoglu næsten med sikkerhed ikke vil kunne stille op ved næste præsidentvalg i 2028.

Det skyldes blandt andet, at en anden sag sår tvivl om hans universitetsgrad, som er et krav for præsidentkandidater i Tyrkiet.

Demonstrationer er forbudt umiddelbart omkring domstolen. Men i nærheden havde støtter af Imamoglu samlet sig og lavet en lejr for CHP, Det Republikanske Folkeparti.

- Denne sag er politisk. Jeg tror ikke, at der er nogen korruption, siger den 74-årige pensionist Hülya Özturk ved lejren.

CHP vandt en stor sejr over AKP ved de tyrkiske lokalvalg i 2024.

AKP er Erdogans parti. Det er islamisk konservativt, mens CHP er sekulært.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT