Putin inden Trump-indsættelse: Ønsker varig fred med Ukraine
Ruslands præsident ønsker Donald Trump tillykke og erklærer sig åben for at diskutere krigen i Ukraine.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil gerne diskutere krigen mod Ukraine med den nye amerikanske regering.Det siger Putin i forbindelse med et møde i Ruslands sikkerhedsråd mandag, få timer før Donald Trump tages i ed som USA's nye præsident. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Med hensyn til løsningen på selve situationen vil jeg understrege, at målet ikke bør være en kortvarig våbenhvile, men en varig fred baseret på respekt for alle menneskers legitime interesser, siger Putin.
Han tilføjer, at "vi vil selvfølgelig kæmpe for Ruslands interesser, for det russiske folks interesser".
Trump har inden indsættelsen lovet at række ud til både Rusland og Ukraine, som har ligget i krig i snart tre år efter Ruslands invasion i februar 2022.
Donald Trump har lovet at gøre "en hurtig ende" på krigen, selv om han ikke har forklaret, hvordan det præcist skal foregå.
Sidste år sagde han ifølge AFP, at han ville tale med begge parter i forsøget på at undgå, hvad han kaldte "Tredje Verdenskrig".
Det hilser Vladimir Putin velkomment.
- Vi hilser bestemt denne holdning velkommen og lykønsker USA's præsident med tiltrædelsen, siger den russiske leder mandag.
Putin har tidligere erklæret sig klar til forhandlinger med Ukraine. Men han har samtidig understreget, at Ruslands territoriale vindinger og krav skal accepteres.
Det har den ukrainske regering afvist som en uacceptabel kapitulation, skriver AFP.
Det ukrainske lederskab har siden Trumps sejr over Kamala Harris ved præsidentvalget i november forsøgt at indynde sig hos Trump, beskriver CNN.
I sin nytårstale sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Trump kan skabe fred.
- Jeg er ikke i tvivl om, at den nye amerikanske præsident er villig og i stand til at skabe fred og gøre en ende på Putins aggression. Han forstår, at det første er umuligt uden det andet, lød det.
Nogle dage senere sagde den ukrainske leder ifølge CNN i en amerikansk podcast, at Trump vandt, fordi han var "en meget stærkere" kandidat end Harris.
For Putins vedkommende ser det ifølge CNN også ud til, at den russiske præsident forsøger at styrke båndene til Trump.
I december sagde Putin, som af den afgående amerikanske præsident, Joe Biden, er blevet kaldt en "slagter", at han er klar til at mødes med Trump.
/ritzau/