Putin har givet udsending beskeder med hjem til Trump
Putin ser positivt på Trumps holdning til våbenhvile, men der er meget arbejde forude, lyder det fra Kreml.
Der er grund til "forsigtig optimisme", efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, torsdag aften mødtes med USA's udsending Steve Witkoff for at tale om en mulig våbenhvile i Ukraine.Det siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.
Putin er generelt positivt indstillet over for USA's præsident Donald Trumps holdning til en våbenhvile, men der er stadig meget arbejde at gøre, lyder det videre fra Kreml.
Et amerikansk forslag om 30 dages våbenhvile er allerede blevet accepteret af Ukraine.
Den russiske præsident har givet den amerikanske udsending oplysninger og "signaler" med hjem til Washington D.C., siger Peskov.
Når Trumps udsending har aflagt rapport til præsidenten fra mødet med Putin, vil de to lande aftale, hvornår de to præsidenter skal tale i telefon med hinanden.
- Når hr. Witkoff bringer alle oplysningerne til præsident Trump, vil vi fastlægge tidspunktet for en samtale (mellem Trump og Putin), siger Peskov.
- Der er en forståelse på alle sider for, at der er brug for sådan en samtale. Der er grund til forsigtig optimisme, tilføjer han på et pressemøde.
Putin sagde torsdag, at han bakker op om idéen om en våbenhvile med Ukraine.
Men han havde visse forbehold. Putin sagde, at han har "alvorlige spørgsmål" om, hvordan den skal implementeres, som han vil drøfte med Trump.
En våbenhvile skal føre til en "langvarig fred", sagde Putin videre.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kritiserede torsdag Putins tvetydige svar på et våbenhvileforslag.
- Vi har nu alle fra Rusland hørt Putins meget forudsigelige, manipulerende ord som svar på idéen om våbenhvile, sagde den ukrainske præsident.
Han beskylder Putin for at stille betingelser i et forsøg på at forsinke våbenhvilen eller få den til ikke at ske.
/ritzau/AFP