Prins Harry på overraskelsesbesøg i Kyiv for at hjælpe veteraner
Det er nødvendigt at minde folk derhjemme om konsekvenserne af krigen, siger prins Harry på tur til Ukraine.
Storbritanniens prins Harry er fredag på besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv.Det skriver den britiske avis The Guardian.
Det var ikke kendt på forhånd, at prinsen skulle til Ukraine. Af sikkerhedsmæssige årsager er det normal procedure, at højtprofilerede besøg i risikofyldte områder holdes hemmeligt, indtil de finder sted.
Prins Harry er fredag taget til landet sammen med et hold fra Invictus Games Foundation, som arbejder med at forbedre forhold for veteraner.
I forbindelse med turen vil fonden offentliggøre nye initiativer, der skal hjælpe de mennesker, der er blevet såret i krigen.
På vej til Kyiv har prins Harry talt med The Guardian. Han fortæller, at han med besøget vil forsøge at minde folk om konsekvenserne af krigen, som Rusland indledte i 2022.
- Vi kan ikke stoppe krigen, men vi kan gøre alt, der står i vores magt, for at hjælpe med genopretningsprocessen.
- Vi kan fortsætte med at menneskeliggøre de folk, der er involveret i den her krig. Vi er nødt til at minde folk om det. Jeg håber, at den her tur vil bringe det tættere på dem derhjemme, for man bliver let mindre følsom over for det, der foregår, siger prins Harry.
Han var også i Ukraine i foråret, hvor han besøgte et rehabiliteringscenter i Lviv i den vestlige del af landet.
Nu er han så i hovedstaden, hvor de russiske bombardementer har været talrige. Turen vil give ham mulighed for at se ødelæggelsen med egne øjne og samtidig tale med veteraner, siger han til The Guardian.
Han skal også møde den ukrainske premierminister, Julija Svyrydenko.
Den britiske prins har selv en baggrund i militæret. Han har været udsendt til Afghanistan og Irak som helikopterpilot.
Det førte ham til at tage initiativ til Invictus Games, en sportskonkurrence for veteraner, der blev afholdt første gang i 2014.
Han er samtidig tilknyttet Invictus Games Foundation, som afholder konkurrencen og også tilbyder andre sportsinitiativer, der skal hjælpe veteraner med deres fysiske og psykiske helbred.
I 2017 deltog ukrainske veteraner for første gang i Invictus Games.
/ritzau/