Presset Macron vil tale til franskmændene på tv
Emmanuel Macron har annonceret en tv-tale torsdag, efter at den franske regering er væltet i mistillidsvotum.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron vil torsdag aften tale til den franske nation på tv.Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Meldingen kommer, efter at en regeringskoalition ledet af premierminister Michel Barnier onsdag er blevet væltet ved en mistillidsafstemning i parlamentet.
Det var Macron, der tilbage i september valgte centrum-højrepolitikeren Barnier som regeringsleder efter et fransk valg, der efterlod en besværlig parlamentarisk situation.
Regeringen fik blot lov til at sidde i tre måneder, inden venstrefløjen stillede et mistillidsvotum, som højrefløjen gik med på.
Mistillidsafstemningen blev bragt på banen, efter at Michel Barnier havde sagt, at han var parat til at vedtage næste års finanslov udenom parlamentet.
Mathilde Panot, gruppeformand for venstrefløjspartiet La France Insoumise (LFI), mener, at Macrons tid som præsident bør være forbi.
- Med udfaldet af mistillidsafstemningen er al den politik, som Macron står for, blevet besejret, og derfor kræver vi, at han trækker sig, siger Mathilde Panot ifølge AFP.
På højrefløjen langer Marine Le Pen fra National Samling (RN) også ud efter præsidenten.
- Jeg siger ikke, at præsident Macron skal trække sig, men presset stiger. Han har det sidste ord, siger Le Pen ifølge Reuters.
Presset er derfor stort på Macron, der klokken 20.00 torsdag aften vil tale til den franske nation.
Flere kilder tæt på Frankrigs præsident har fortalt Reuters, at Macron formentlig vil annoncere en ny regeringsleder hurtigt. Måske allerede inden lørdagens genåbning af Notre Dame-katedralen.
Emmanuel Macron har onsdag været på besøg i Saudi-Arabien, hvor han blandt andet har været forbi nogle arkæologiske udgravninger.
/ritzau/