PORTRÆT: Drengen fra rustbæltet kan blive Trumps højre hånd
Hans beskedne opvækst er en del af J.D. Vances varemærke. Det kan blive en fordel for Trump i valgkampen.
Havde man spurgt J.D. Vance for nogle år tilbage, om han kunne tænke sig at være Donald Trumps højre hånd, ville svaret have været et rungende nej.Tilbage i 2016, hvor Trump vandt præsidentvalget, kaldte Vance ham en idiot og sammenlignede ham med Adolf Hitler.
Mandag har selvsamme Trump peget på J.D. Vance som sit bud på USA's næste vicepræsident.
I årene, der ligger imellem, har Vance ændret holdning til Donald Trump, som endnu en gang stiller op til præsidentvalg.
Den 39-årige senator fra Ohio har således i det seneste stykke tid været en af Trumps mest loyale støtter.
De to deler blandt andet det synspunkt, at USA primært skal tænke på sig selv og ikke blande sig for meget i andre landes sager.
Det gælder også i tilfældet Ukraine, hvor J.D. Vance stiller sig kritisk over for USA's økonomiske og militære støtte til landet.
Politikeren, hvis fulde navn er James David Vance, voksede op i et fattigt hjem i det sydlige Ohio.
Det er blevet en del af hans politiske varemærke, hvilket kan blive en fordel for Trumps kampagne. Det mener David Niven, professor i politik ved universitetet i Cincinatti. Han siger til Reuters, at Vance kan blive set som en stemme for den amerikanske drøm.
Senatoren blev et kendt navn, da han i 2016 udgav selvbiografien "Hillbilly Elegy", der hurtigt røg til tops på mange boghandleres bestsellerlister.
Den handler netop om opvæksten i USA's såkaldte rustbælte, hvor de tunge industrier som kul- og stålindustrien ligger, men hvor der siden 1980'erne er sket en markant nedgang i produktionen og antallet af job.
Bogen gav en stemme til mange amerikanere i arbejderklassen, der føler sig svigtet af regeringen i Washington D.C.
Som ung gjorde Vance tjeneste i Marinekorpset, hvorefter han studerede jura på Yale University.
I 2022 blev han valgt som senator for Ohio.
Trump gav ham sin støtte under valgkampen.
De to havde mødt hinanden i 2021, hvorefter de blev tættere, har Vance fortalt.
Efter hans eget udsagn skete det gradvist, at hans holdning til Trump ændrede sig.
Det gik op for ham, at de faktisk var enige om mange ting, men blot gav udtryk for det på forskellige måder, har han sagt.
- Jeg fokuserede så meget på Trumps stil, at jeg fuldstændig ignorerede, at han tilbød noget helt anderledes inden for udenrigspolitik, handel og immigration, sagde han til New York Times i juni.
Vance og præsidentkandidaten Donald Trump skal forsøge at erobre magten i USA ved præsidentvalget, der afholdes den 5. november.
/ritzau/
