Politi befandt sig i bygning hvorfra snigskytte skød mod Trump

17. JUL 2024 • 11:58UDLAND

Lokalt politi skulle sikre bygninger uden for pladsen, hvor Donald Trump talte, oplyser Secret Service-chef.

Lokale politibetjente var til stede inde i den bygning, hvorfra en snigskytte fra taget affyrede skud mod Donald Trump under et vælgermøde lørdag i byen Butler i den amerikanske delstat Pennsylvania.

Det oplyser den øverste chef for Secret Service, Kimberly Cheatle, i et interview med ABC News.

Ifølge Kimberly Cheatle havde det lokale politi fået til opgave at sikre den bygning, hvorfra skuddene blev affyret, samt et område uden for den plads, hvor Trumps udendørs vælgermøde blev afholdt.

- Der var lokalt politi i bygningen. Der var lokalt politi i området, som havde ansvar for bygningens ydre omgivelser, siger hun til ABC News.

Secret Service er ansvarlig for amerikanske toppolitikeres sikkerhed og havde ansvaret for sikkerheden på selve pladsen og de nærmeste omgivelser.

Gerningsmanden affyrede skud med en semiautomatisk riffel af typen AR-15 cirka 135 meter fra Trump, som holdt tale på en scene.

Secret Service er blevet kritiseret for ikke at have hindret attentatet og for tilsyneladende ikke tilstrækkeligt at have sikret området uden for pladsen, hvor republikanere var samlet til vælgermødet.

Donald Trump, der er Republikanernes præsidentkandidat ved det kommende valg til november, slap med skrækken. Han blev strejfet af et skud på sit højre øre, men kom ikke alvorligt til skade.

Til gengæld mistede en mand blandt publikum livet, og to andre mandlige deltagere blev såret. De var i første omgang i kritisk tilstand. Siden er deres tilstand blevet stabiliseret.

Secret Service havde snigskytter til stede på taget af andre bygninger, men der var ingen til stede på taget af den bygning, hvorfra der blev affyret skud.

Årsagen er ifølge Kimberly Cheatle, at taget skråner på en måde, så det blev vurderet at være for risikabelt at placere skytter der.

I stedet valgte man at sikre bygningen indefra.

Den formodede gerningsmand er 20-årige Thomas Matthew Crooks. Han blev skudt og dræbt af Secret Service-skytter, umiddelbart efter at Trump og de tre mænd blandt publikum blev ramt af skud.

Motivet til attentatet kendes endnu ikke.

Kimberley Cheatle siger til ABC News, at sagen ikke får hende til at trække sig fra posten som øverste chef for Secret Service.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT