Bomstærk nordmand kom sig hurtigt efter skidt 1. etape
Søren Wærenskjold havde en skidt tirsdag, men rejste sig hurtigt og vandt 2. etape af Danmark Rundt onsdag.
Da cykelrytteren Søren Wærenskjold åbnede PostNord Danmark Rundt med at tabe næsten 12 minutter på 1. etape, var der ikke mange, der troede på, at han allerede på onsdagens 2. etape ville rejse sig.Men det var, hvad der skete, da den store Uno-X-profil med sin velkendte sliderspurt var stærkest på opløbet i Bagsværd.
- Jeg var helt væk (tirsdag, red.). Jeg tror, at jeg havde spist noget dårligt. Jeg følte, at jeg var ved at kaste op på stigningerne. Jeg havde det også skidt om aftenen, men i morges vågnede jeg og havde det godt, siger nordmanden efter sejren.
- Jeg ved ikke, hvad det var, men det var mærkeligt, for jeg har følt mig godt kørende op til det her løb.
Og den gode form fik han altså vist, at han har taget med til det danske etapeløb.
I onsdagens finale var Uno-X repræsenteret flere gange, da Rasmus Bøgh Wallin var en del af et udbrud, som først blev hentet cirka tre kilometer fra målstregen.
- Vi vidste, at det ville blive kaotisk. Vi havde Rasmus foran og håbede egentlig, at han ville holde, men da det blev samlet, måtte jeg være klar på en spurt, siger Wærenskjold, der vandt foran belgieren Steffen De Schuyteneer og franskmanden Axel Zingle.
- Jeg vidste, at det var vigtigt at have en god position ved den sidste chikane med 700 meter til mål, siger etapevinderen.
Den belgiske stjerne Jasper Philipsen lå for langt tilbage i positionskampen og endte på en fjerdeplads.
Wærenskjolds sejr er den første til den lange nordmand, siden han tidligt i foråret åbnede klassikersæsonen med at vinde Omloop Nieuwsblad.
- Der er gået lidt tid. Men sådan plejer det at gå. Jeg tager en sejr i foråret og venter så til denne her tid på året. Det er rart at vinde igen - særligt efter tirsdag, hvor jeg havde det rigtig skidt, siger Uno-X-profilen.
/ritzau/
