Polens regering vil tillade abort frem til 12. graviditetsuge

24. JAN 2024 • 14:47UDLAND

Donald Tusks regering vil lempe den strenge abortlovgivning i Polen. Lovforslag fremlægges onsdag.

En markant lempelse af abortlovgivningen kan være på vej i Polen.

Således er landets regering klar til at fremlægge et lovforslag, som skal lempe det næsten totale forbud mod abort i det overvejende katolske land.

Det oplyser premierminister Donald Tusk.

- Vi er klar til inden for de kommende timer at fremlægge et lovforslag for parlamentet om lovlig og sikker abort frem til 12. uge, siger Tusk onsdag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den daværende konservative polske regering banede i januar 2021 vejen for en lov, som med få undtagelser forbød abort i Polen.

Loven medførte omfattende folkelige protester i Polen.

Efter at der var parlamentsvalg i efteråret 2023, mistede det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS) magten, og Donald Tusk fra Borgerplatformen blev premierminister.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT