Polen vil have stop for beslutninger der øger energipriser i EU
Dan Jørgensen præsenterer snart plan for lavere energipriser. Polen kræver fuld stop for fordyrende tiltag.
Det skal være slut med, at Europa træffer beslutninger, som øger energipriserne.Sådan lyder det fra Polens premierminister, Donald Tusk. Som det land, der i øjeblikket har formandskabet for EU, har Tusk i denne uge haft besøg af EU-Kommissionen.
Under besøget kom der et klart budskab fra den polske premierminister til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og til EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen.
- Der skal ikke træffes nogen beslutning i Europa, som kan føre til endnu en stigning i energipriserne.
- Vi må træffe beslutninger, der vil resultere i lavere energipriser, siger Donald Tusk.
Mens han anser klimaforandringer som årsag til blandt andet oversvømmelser i Polen og naturkatastrofer andre steder i Europa, så opfordrer Tusk EU til at finde en balance i klimapolitikken.
- Forsøget på at beskytte klimaet må ikke gå ud over familiers levestandard og virksomhedernes konkurrenceevne, siger Donald Tusk.
Han vil fastholde gaskraftværker, indtil Polen kan få opbygget vedvarende energi i form af blandt andet havvindmøller i Østersøen.
Det er dog lagt fra kun den grønne omstilling, der har skabt mangel på billig energi i Europa.
Energipriserne steg efter Ruslands invasion af Ukraine, som betød et gradvist farvel til billig russisk gas.
Derudover har Tyskland lukket sine atomkraftværker, hvilket har mindsket udbuddet af energi og medvirket til at presse prisen op.
Ifølge von der Leyen vil Dan Jørgensen som kommissær for energi inden for fire uger fremlægge en plan for, hvordan man kan få billigere energi i EU.
- Det er op til det enkelte medlemsland at bestemme sit eget energimix. Nogle bruge atomenergi, andre gas og andre grøn energi, siger von der Leyen.
Dermed gør hun det klart, at hun ikke vil komme efter Polen, der også bruger kulkraft som en vigtig energikilde.
Europa bør dog omstille sig til grøn energi, siger von der Leyen.
- Vedvarende energi er billig, ren og giver energisikkerhed og uafhængighed. Men vi er der ikke endnu. Sidste år var 50 procent af energien i EU vedvarende energi. Det er godt, men det er ikke 100 procent, siger von der Leyen.
Hun lægger op til, at EU's næste energiplan ud over grøn energi også vil indeholde forslag om bedre energinet og sammenkoblinger mellem landene, så billig energi hurtig kan komme frem til der, hvor der er behov.
Samtidig vil EU-Kommissionen lægge op til, at EU-landene skal købe mere energi sammen.
- Lavere energipriser er en topprioritet for os i år. Når vi går 27 lande sammen om at købe energi, så kan vi få billigere priser, siger von der Leyen.
/ritzau/