Polen vil forbyde sociale medier til børn efter australsk model
Polens regering vil fredag fremlægge udkast til lovforslag, der skal lukke børns adgang til sociale medier.
Polen vil forbyde sociale medier til børn under 15 år og vil gøre platformene ansvarlige for at tjekke brugernes alder.Det siger den polske undervisningsminister, Barbara Nowacka, til Bloomberg News i et interview, der er blevet offentliggjort fredag.
Regeringen vil fremlægge et udkast til et nyt lovforslag fredag.
Det er planen, at der skal være bødestraffe til de platforme, der fortsat gør de sociale medier tilgængelige for de yngre brugere, siger ministeren.
Størrelsen på bøderne er dog fortsat ved at blive drøftet.
Hun tilføjer, at loven kan træde i kraft i begyndelsen af næste år.
- Vi ser børns og unges mentale helbred. Vi ser et fald i deres intellektuelle kompetencer, siger Barbara Nowacka.
Flere lande i EU - heriblandt Danmark, Storbritannien, Frankrig, Spanien og Grækenland - har undersøgt lignende tiltag for unge brugere af sociale medier.
Det sker i en tid, hvor sociale medier anklages for at være skadelige eller vanedannende for mindreårige.
Den britiske regering oplyste i januar, at den overvejede restriktioner for at beskytte børn online, efter at Australien som det første land i verden i december forbød sociale medier for børn under 16 år.
Australien har krævet, at de store techselskaber, herunder Meta, TikTok og YouTube, forhindrer mindreårige brugere i at have en konto på sociale medier, efter at lovgivningen trådte i kraft 10. december.
Selskaberne risikerer bøder på op mod 49,5 millioner australske dollar, hvilket svarer til omkring 213 millioner danske kroner, hvis ikke de tager "rimelige skridt" for at udelukke de unge brugere.
Et forbud mod sociale medier til børn i Polen kan bringe landet på kollisionskurs med amerikanske teknologigiganter som Meta - der ejer Facebook, Instagram og WhatsApp - samt X, som verdens rigeste mand, Elon Musk, står bag.
I USA har en 20-årig kvinde taget kampen op mod de største techgiganter.
Hun hævder, at techvirksomhederne har gjort hende afhængig af sociale medier i en tidlig alder, hvilket forværrede hendes depression og selvmordstanker.
Retssagen skal afgøre, om Google og Meta bevidst har designet deres platforme til at fremme tvangspræget brug blandt unge og dermed skadet deres mentale sundhed. Retssagen kører frem til slutningen af marts.
/ritzau/Reuters
