Kilde: To personer om bord på speedbåd i Cuba var amerikanere

27. FEB 2026 • 02:09UDLAND

Amerikansk embedsmand fortæller, at to personer på speedbåd nær Cuba havde amerikansk statsborgerskab.

Mindst to personer om bord på en speedbåd, der var i et sammenstød med cubanske myndigheder i cubansk farvand onsdag, var amerikanske statsborgere.

Det siger en unavngiven amerikansk embedsmand i Washington D.C. til nyhedsbureauet Reuters.

Den ene var blandt de fire dræbte, og den anden var blandt de seks sårede, der modtog lægehjælp i Cuba, lyder det. De andre ombordværende kan have været personer, der havde lovligt ophold i USA, oplyser embedsmanden til nyhedsbureauet.

Speedbåden var ifølge Cuba indregistreret i Florida.

Den cubanske regering har sagt, at personerne på speedbåden var tungt bevæbnede og forsøgte at trænge ind i landet. Den har også sagt, at de var cubanske statsborgere bosat i USA.

Onsdag aften meldte det cubanske indenrigsministerium på det sociale medie X, at den cubanske kystvagt havde skudt og dræbt fire personer om bord på en amerikansk speedbåd. Seks blev såret.

Ifølge cubanske myndigheder var det speedbåden, der startede med at skyde mod kystvagten. En cubansk befalingsmand blev såret, lød det.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har sagt, at USA selv vil undersøge sagen. Cuba oplyser ifølge Reuters, at man har været i dialog med amerikanske embedsmænd siden hændelsen.

Ejeren af speedbåden hævder ifølge den embedsmand, som Reuters har talt med, at fartøjet var blevet stjålet.

Carlos Fernando de Cossio, der er en højtstående embedsmand i Cubas udenrigsministerium, talte torsdag med journalister i landets hovedstad, Havana, skriver Reuters.

Her sagde Carlos Fernando de Cossio, at Cuba tidligere har advaret USA om "en stigning i voldelige og terroristiske planer og handlinger mod Cuba" fra grupper og enkeltpersoner på amerikansk territorium. Ifølge ham har USA ikke handlet på advarslen.

- Anticubanske grupper, der arbejder i USA, tyr til terrorisme som et udtryk for deres had til Cuba og den straffrihed, de mener, at de nyder godt af, sagde han.

Han sagde desuden, at to af de formodede gerningspersoner om bord på speedbåden tidligere har været eftersøgt for at have planlagt angreb, og at de er på en liste over mistænkte, som Cuba har delt med USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT