Gazas civilforsvar melder om fem døde i israelske luftangreb

27. FEB 2026 • 05:42UDLAND

Natten til fredag har mindst fem palæstinensere mistet livet i to luftangreb i Gaza, melder civilforsvaret.

Mindst fem personer har natten til fredag mistet livet i israelske angreb i Gazastriben.

Det melder Gazas civilforsvar ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et luftangreb i det centrale Gaza efterlod mindst to døde og én person såret i de tidlige morgentimer, melder civilforsvaret.

I det sydlige Gaza mistede tre personer livet, mens flere blev såret i et droneangreb kort efter midnat, lyder det videre.

Israel har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra Gazas civilforsvar.

Den 10. oktober sidste år blev der indgået en våbenhvileaftale i krigen mellem den militante bevægelse Hamas og Israel. På det tidspunkt var konflikten netop gået ind i sit tredje år.

Våbenhvilen blev indgået med udgangspunkt i en fredsplan, der er udarbejdet af USA's præsident, Donald Trump, og hans administration.

Trods aftalen har de to parter flere gange beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.

Gazas sundhedsmyndigheder, der er kontrolleret af Hamas, har tidligere meldt ud, at mindst 601 palæstinensere har mistet livet, siden våbenhvilen trådte i kraft, skriver AFP.

Fire israelske soldater er i samme periode blevet dræbt i Gaza, har Israels militær tidligere oplyst.

Krigen mellem Israel og Hamas begyndte, da Hamas den 7. oktober 2023 angreb Israel og tog flere gidsler. Som modsvar valgte Israel at angribe Gaza -området.

Donald Trump har, efter at våbenhvileaftalen blev indgået sidste år, etableret fredsrådet, Trumps Board of Peace. I sidste uge blev det første møde i rådet afholdt i Washington D.C.

Efter mødet blev det meldt ud, at Indonesien, Marokko, Kasakhstan, Kosovo og Albanien har forpligtet sig til at stille tropper til rådighed for en international stabiliseringsstyrke i Gaza.

Det sagde den amerikanske kommandør for stabiliseringsstyrken, Jasper Jeffers, efter mødet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT