Polen og Baltikum ønsker at trække sig fra landminekonvention
Polen, Litauen, Letland og Estland vil trække sig fra konvention om landminer, siger forsvarsministre.
Polen, Litauen, Letland og Estland vil trække sig fra konvention om landminer.Det oplyser landenes forsvarsministre i en fælles udtalelse ifølge Reuters.
Mere end 160 lande er ifølge mediet med i konventionen.
- De militære trusler for Nato-medlemslande, der grænser op til Rusland og Belarus, er øget markant, siger ministrene i udtalelsen ifølge AFP og tilføjer:
- I det nuværende sikkerhedsmiljø er det altafgørende at give vores forsvarsstyrker fleksibilitet og valgfrihed til potentielt at bruge nye våbensystemer og løsninger til at styrke forsvaret af alliancens sårbare østlige flanke.
Litauen trak sig officielt i starten af marts fra en anden international konvention om brugen af klyngevåben.
Her blev Ruslands invasion af Ukraine udpeget som årsagen til udtrædelsen.
Litauens forsvarsminister, Dovile Sakaliene, har tidligere understreget over for litauisk radio ifølge DPA, at beslutningen om at fratræde konventionen ikke kun handlede om, hvilke typer våben Litauen vil købe.
Ifølge Skaliene sendte det også et strategisk budskab om, at Litauen er klar til at tage alle midler i brug, hvis det bliver nødvendigt.
Over 120 lande har underskrevet konventionen, der forbyder erhvervelse, brug og produktion af klyngevåbnen, og Litauen var det første land til at træde ud af aftalen.
Samtidig var landet ifølge AFP det første EU-land, der forlod en multilateral aftale om våbenregulering.
Klyngebomber er et kontroversielt våben, som kan efterlade små sprængladninger i landskabet, som kan eksplodere og dræbe civile, længe efter en krig er slut.
Derfor fik Litauens beslutning også kritik af flere menneskerettighedsorganisationer, der mener, at beslutningen kan koste civile liv.
/ritzau/