Permakrise er kåret som årets ord af britisk ordbog

1. NOV 2022 • 14:28UDLAND

Definition på permakrise er "en lang periode med ustabilitet og usikkerhed". Også "Partygate" er på listen.

"Permakrise" er blevet kåret som årets ord af den britiske ordbog Collins Dictionary's forlagsredaktører. Kåringen kommer efter et år præget af krig, inflation, klimakrise, pandemi og politisk uro.

Definitionen på ordet er "en længere periode med ustabilitet og usikkerhed".

Forlagsredaktørerne siger, at ordet er valgt, fordi det på mange måder opsummerer, hvor forfærdeligt 2022 har været for mange mennesker.

På ordbogens top ti liste over årets ord finder man også "partygate", som henviser til festskandalerne i Storbritannien under pandemien.

Også ordet "Kyiv" indgår på listen. Det samme gør udtrykket "quiet quitting", som beskriver, hvordan en ansat kun udfører et minimum af den indsats som forventes på et job – og ikke mere.

"Sportswashing" er også med i toppen af listen. Ordet beskriver, hvordan organisatorer af store sportsbegivenheder eller lande bruger sport til at fremme deres gode navn og rygte, mens opmærksomheden ledes væk fra kontroversiel politik.

Udtrykket er navnlig blevet anvendt i forbindelse med VM i Qatar, som indledes senere i denne måned.

Storbritannien er nu ledet af landets tredje premierminister i 2022, og det har samtidig fået en ny monark i kong Charles III.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU