Pentagon skal granske Hegseths brug af beskedapp før Yemen-angreb
Intern vagthund skal undersøge omstridt sag, hvor hemmelige angrebsplaner blev diskuteret i Signal-appen.
USA's forsvarsministers brug af beskedtjenesten Signal til fortrolig kommunikation med sine kolleger i den amerikanske administration skal under lup i en intern undersøgelse i Pentagon.Det oplyser Pentagons interne undersøger ifølge Reuters.
Sagen handler om forsvarsminister Pete Hegseth, der i marts diskuterede yderst fortrolige planer om et forestående amerikansk angreb mod den militante Houthi-bevægelse i Yemen.
Diskussionen foregik i appen Signal, som er en kommerciel tjeneste. Den er ikke godkendt til deling af fortrolige oplysninger blandt amerikanske embedsmænd og ministre.
- Formålet med denne undersøgelse er at fastslå, i hvilket omfang forsvarsministeren og andre i forsvarsministeriet fulgte forsvarsministeriets politikker og procedurer for brugen af en kommerciel beskedtjeneste til officielle anliggender, skriver Pentagon-undersøger Steven Stebbins.
- Desuden vil vi vurdere, om bestemmelser om klassificering og filhåndtering er blevet fulgt, fortsætter han.
Sagen kom til offentlighedens kendskab den 24. marts via det amerikanske medie The Atlantic.
Forinden var The Atlantics chefredaktør, Jeffrey Goldberg, ved en fejl blevet tilføjet en lukket gruppechat på Signal.
I chatten skrev deltagerne om et forestående angreb i Yemen.
Blandt deltagerne i chatten var Pete Hegseth og USA's vicepræsident, J.D. Vance.
Pete Hegseth har flere gange hævdet, at ingen klassificerede oplysninger blev fremlagt i chatten, selv om der blandt andet blev angivet de præcise tidspunkter for USA's kommende angreb i Yemen.
Det er oplysninger, der normalt anses for at være ekstremt fortrolige forud for et overraskelsesangreb som det, USA udførte mod Houthi-bevægelsen.
Heller ikke præsident Donald Trump mener, at der blev delt klassificerede oplysninger i chatten.
Mens Hegseth og Trump har nedtonet sagen, har USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, sagt, at han tager det fulde ansvar for, at oplysningerne om angrebene blev lækket fra chatten.
- Jeg tager det fulde ansvar. Jeg oprettede gruppen, har Waltz tidligere sagt til tv-stationen Fox News.
Pentagons undersøgelse af sagen vil finde sted i Washington D.C. og i U.S. Centcoms hovedkvarter i Tampa, Florida. Centcom er ansvarlig for amerikanske missioner i Mellemøsten og det sydlige og centrale Asien.
Det fremgår ikke, hvornår undersøgelsen vil være færdig.
/ritzau/