Paul McCartney udgiver lydløs sang i protest mod kunstig intelligens
Musikere frygter, at britisk lovgivning om kunstig intelligens vil ramme deres levebrød.
Paul McCartney har udgivet en sang næsten uden lyd i protest mod kunstig intelligens i musikbranchen.Det skriver The Guardian mandag.
Den to minutter og 45 sekunder lange sang, der består af susen fra lydstudiet og raslen, er en del af LP'en "Is This What We Want".
Musikerne bag tiltaget er bekymrede for, at ny lovgivning vil give selskaber mulighed for at bruge sange til træning af kunstig intelligens, på en måde der ødelægger kunstneres indtægter.
De protesterer over et britisk lovforslag, som fortsat er under behandling.
- De medvirkende musikere på dette album gik sammen for at protestere imod dette. Albummet består af optagelser af tomme studier, som repræsenterer den effekt, vi forventer, at regeringens forslag vil få på musikernes levebrød, står der på projektets hjemmeside.
Blandt de andre kendte kunstnere, der står som medsangskrivere på projektet, er Kate Bush, Annie Lennox, Damon Albarn, The Clash, Pet Shop Boys og Jamiroquai.
"Is This What We Want" blev første gang udgivet digitalt i februar.
Den britiske regering siger i en udtalelse til The Guardian, at den forsøger at høre både "britiske og globale selskaber" samt den kreative branche i sagen.
En model, der har været på bordet, er, at rettighedshavere aktivt skal sige fra, hvis deres værker ikke skal bruges til træning.
Både træning af kunstig intelligens og musik produceret af selvsamme er store diskussionsemner i musikbranchen.
En nylig undersøgelse, som analyseinstituttet Ipsos har lavet på vegne af streamingtjenesten Deezer, viste, at folk har meget svært ved at kende forskel på musik lavet af mennesker og kunstig intelligens.
9000 personer deltog i undersøgelsen, hvor hver person hørte tre sange og skulle finde ud af, hvilke der var 100 procent skabt af kunstig intelligens.
Resultatet blev, at 97 procent svarede forkert - altså næsten alle.
52 procent svarede efterfølgende, at det ikke var noget, de havde det godt med.
/ritzau
