Panama klager til FN over Trumps trussel mod Panama-kanalen
Panama indleverer brev til FN, hvor den udtrykker bekymring for Trumps trusler om at overtage Panama-kanalen.
Panama har klaget til FN over den amerikanske præsident Donald Trumps "bekymrende" trussel om at overtage Panama-kanalen.Det fremgår af et brev til FN's generalsekretær, António Guterres, som journalister ifølge nyhedsbureauet AFP fik udleveret tirsdag.
I brevet henviser Panamas regering til en artikel i FN-pagten, der blev indgået i 1945 efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
Det drejer sig om artikel 2 i kapitel 1, som lyder:
- Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.
I brevet opfordrer Panamas regering Guterres til at henvise sagen til FN's Sikkerhedsråd. Brevet beder dog ikke om et møde.
Trump gentog i sin indsættelsestale sin utilfredshed med, at Kina "driver" Panama-kanalen via landets voksende tilstedeværelse omkring kanalen, som USA overdrog i slutningen af 1999 til Panama.
- Vi gav den ikke til Kina, vi gav den til Panama. Og vi tager den tilbage, sagde Trump.
Panama Ports Company driver havnene Balboa og Cristobal i hver sin ende af kanalen. Selskabet er en del af Hutchison Ports, hvis moderselskab er CK Hutchison Holdings, som har base i Hongkong.
Panamas finanstilsyn har oplyst, at der vil blive iværksat en undersøgelse med henblik at "sikre en effektiv og gennemsigtig brug af offentlige ressourcer" i Panama Ports Company.
Hutchison Ports oplyser i en udtalelse, at det har "opretholdt og fortsat vil opretholde et gennemsigtigt og samarbejdende forhold" med de panamanske myndigheder.
- Vi står fast på vores forpligtelse til at overholde alle love og regler og til fuldt ud at leve op til vores kontraktlige ansvar, siger firmaet.
Panamas præsident, Jose Ral Mulino, har afvist, at nogen anden nation har myndighed over kanalen.
- Kanalen er og vil forblive Panamas, siger han som modsvar til Trumps trusler.
40 procent af USA's containertrafik går gennem Panama-kanalen.
Næst efter USA er kanalen mest brugt af Kina.
/ritzau/AFP