OVERBLIK: Trump har lovet massedeportation og skattelettelser

9. NOV 2024 • 09:18UDLAND

Skatten skal sænkes for virksomheder, mener Donald Trump, som også vil droppe statsstøtte til vindmøller.

Gennem valgkampen har migration og økonomi været blandt de største temaer for ekspræsidenten Donald Trump.

Han har nu fået fire år mere i Det Hvide Hus af de amerikanske vælgere.

Når han bliver indsat i januar, vil han som noget af det første have fokus på at begrænse ulovlig indvandring over den mexicanske grænse, har han sagt.

Her er et overblik over nogle af Donald Trumps mest omtalte valgløfter:

* Historiens største massedeportation.

Trump har lovet sine vælgere, at han vil iværksætte en omfattende deportation af illegale indvandrere i USA. Det vil være den "største massedeportation i historien", har han sagt.

Donald Trump vil også genindføre "Remain in Mexico", som han i første omgang indførte i 2019. Loven betød, at personer, der søgte om asyl i USA, skulle blive i Mexico, mens deres sag blev behandlet af de amerikanske myndigheder.

Den genvalgte ekspræsident vil også begrænse indvandring fra muslimske lande.

* Veto mod landsdækkende abortforbud.

Trump slog i oktober fast, at han vil bruge sin vetoret til at afvise et lovforslag om et nationalt forbud mod abort, hvis der skulle lande sådan et forslag på hans skrivebord.

Han har fastholdt gennem valgkampen, at spørgsmålet om abort skal være op til de enkelte delstater.

* Skattelettelser til virksomheder og rige amerikanere.

Trump vil sænke selskabsskatten fra 21 til 15 procent. Han vil samtidig fjerne de skattestigninger til USA's rigeste personer, som den nuværende præsident, Joe Biden, har indført.

* Hurtig afslutning på krigen i Ukraine.

Trump har lovet, at han vil sørge for, at krigen i Ukraine slutter, før han bliver indsat i januar. Han har også sagt, at han vil kunne afslutte krigen i løbet af et døgn. Trump er mange gange blevet spurgt, hvordan det nærmere skal ske, men han har ikke fremlagt nogen konkret plan.

* Færre penge til vindmøller.

Joe Biden lovede med Inflation Reduction Act et stort milliardbeløb i statsstøtte til blandt andet udrulningen af grøn energi i USA. Den plan vil Trump droppe, og de penge, som ikke allerede er brugt, skal bruges på noget andet, har han sagt.

* Skattefrie drikkepenge.

Tjenere og andre, der får drikkepenge, skal ikke betale skat af dem, har Trump foreslået. Han vil også gøre løn for overarbejde skattefrit.

* Told på udenlandske varer.

Der skal indføres toldtakster på mellem 10 og 20 procent på importerede varer. I nogle taler under valgkampen har Trump talt om endnu højere takster.

* Nedskæringer til skoler med undervisning om transkønnede.

Trump har sagt, at han vil fjerne den føderale finansiering til skoler, der har undervisning om transkønnede. Det samme skal gælde for skoler, der har undervisning i kritisk raceteori.

Kilder: AP, Politico, CBS.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT