OVERBLIK: Hundredvis af betjente rykkede ud til østrigsk skyderi
Seks kvindelige personer og tre mandlige blev dræbt af en gerningsmand under et skoleskyderi i Østrig.
Nærmest præcist klokken 10 tirsdag formiddag fik østrigsk politi en melding om et skoleskyderi i byen Graz.Flere hundrede betjente blev sendt til stedet, hvor i alt ti personer endte med at miste livet.
Seks kvindelige og tre mandlige ofre blev dræbt af en 21-årig tidligere elev, som efterfølgende tog sit eget liv.
Få et overblik over, hvad vi ved, og hvad vi mangler svar på, her:
Det ved vi:
* Østrigsk politi fik en anmeldelse om skud på den gymnasiale skole Borg Dreierschützengasse i byen Graz tirsdag formiddag klokken 10.
* Hundredvis af betjente rykkede massivt ud til skolen, hvor ti personer blev fundet dræbt heriblandt også gerningsmanden.
* De ni ofre talte seks kvinder/piger og tre mænd/drenge. Der er ikke kommet noget frem om deres alder. Derudover er der også 12 tilskadekomne, hvoraf nogle er i kritisk tilstand.
* Myndighederne har tirsdag eftermiddag bekræftet, at den formodede gerningsmand er en 21-årig tidligere elev på skolen.
* Han brugte to lovligt ejede våben til at dræbe de ni personer, hvorefter han tog livet af sig selv på et af skolens toiletter.
* Politiet havde intet forudgående kendskab til den 21-årige, som havde en ren straffeattest.
* Omkring 600 personer - herunder ofre, øjenvidner og pårørende - har efterfølgende haft brug for krisehjælp, har Røde Kors i Østrig fortalt.
* Der er nu planlagt tre dages landesorg i Østrig.
Det mangler vi svar på:
* Myndighederne har indtil videre ikke ønsket at sætte ord på angrebets præcise forløb.
* Derudover ved vi heller ikke noget om et muligt motiv eller ofrenes alder.
/ritzau/