OVERBLIK: Storbritanniens EU-farvel krævede hårde forhandlinger

31. JAN 2025 • 05:01UDLAND

Briterne stemte 23. juni 2016 ja til at forlade det europæiske fællesskab. Herefter fulgte års forhandlinger.

Det er fredag præcis fem år siden, at Storbritannien sagde farvel til EU.

Det skete efter en folkeafstemning, som blev fulgt op af flere års hårde forhandlinger. Undervejs nåede tre premierministre at sidde på magten, inden briterne sagde farvel til det europæiske fællesskab 31. januar 2020.

Herunder kan du blive klogere på årene frem mod det endelige brexit:

* Frem mod det britiske parlamentsvalg i 2015 lover den daværende konservative premierminister, David Cameron, at udskrive en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab, hvis han bliver genvalgt.

* Cameron vinder, og han udskriver afstemningen til afholdelse den 23. juni 2016. 51,9 procent stemmer for at forlade EU.

* De briter, der stemmer for at forlade EU, forklarer, at årsagen blandt andet er øget indblanding fra EU's side i britiske anliggender. Også indvandring fra andre EU-lande bekymrer mange briter.

* Umiddelbart efter afstemningen træder David Cameron, der var imod brexit, tilbage. Han bliver 13. juli 2016 afløst af Theresa May.

* Den 29. marts 2017 meddeler Storbritannien officielt EU, at landet vil melde sig ud af samarbejdet. EU-traktatens artikel 50 siger, at der går to år, fra et land meddeler sit farvel, til det træder i kraft.

* Dermed står briterne til at forlade EU den 29. marts 2019.

* I mellemtiden skal Theresa May forsøge at forhandle en skilsmisseaftale på plads med EU. Den skal fastlægge det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU - blandt andet i forhold til handel.

* I slutningen af 2018 får May opbakning fra sin regering til en aftale, og den bliver senere godkendt af EU's stats- og regeringschefer.

* Den skal dog også stemmes igennem i det britiske parlament, og det viser sig at blive rigtig svært for May. Flere af de britiske parlamentsmedlemmer er utilfredse med aftalen - blandt andet mener flere brexitfortalere, at aftalen binder briterne for tæt til EU. Den ender med at blive afvist tre gange.

* I april 2019 bliver brexitdatoen udskudt til senest 31. oktober 2019.

* Theresa May meddeler i maj 2019, at hun trækker sig som premierminister. Hun bliver erstattet af Boris Johnson, der er stor tilhænger af brexit. Han insisterer på, at briterne forlader EU senest 31. oktober - aftale eller ej.

* Endnu en gang bliver det dog udskudt - denne gang til 31. januar 2020.

* I dagene op til deadline bliver briternes udtrædelsesaftale formelt godkendt i Storbritannien og af EU. Dermed er vejen endeligt banet for brexit.

* Briterne forlader officielt EU klokken 23.00 britisk tid den 31. januar 2020.

Kilder: BBC, EU-Oplysningen, Reuters, The New York Times.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT