OVERBLIK: Statsledere fremhæver samarbejde i lykønskninger til Trump

21. JAN 2025 • 07:28UDLAND

Donald Trump blev mandag indsat som USA's præsident. Statsledere italesætter konflikter og samarbejde med USA.

Donald Trump blev mandag aften dansk tid taget i ed som USA's 47. præsident.

Mens nogle få statsledere - såsom Italiens premierminister Giorgia Meloni - deltog i indsættelsesceremonien - har flere premierministre og præsidenter reageret på indsættelsen i udtalelser og på sociale medier.

Her kan du få et overblik over, hvordan de internationale reaktioner har været på Trumps indsættelse:

* Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj:

- Præsident Trump er altid beslutsom. Den politik for fred gennem styrke, som han har annonceret, vil styrke det amerikanske lederskab og gøre det muligt at opnå en langvarig og retfærdig fred, som er den højeste prioritet.

* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu:

- Jeg tror, at vi ved igen at samarbejde, kan løfte alliancen mellem USA og Israel til endnu større højder. På vegne af det israelske folk vil jeg gerne takke dig (Trump, red.) for dit bidrag til at hjælpe med befrielsen af israelske gidsler.

* Tyrkiets præsident, Recep Erdogan:

- Trump har gentagne gange sagt, at han vil afslutte krigen mellem Rusland og Ukraine. Vi vil i Tyrkiet gøre alt, hvad der er nødvendigt i den forbindelse. Vi er nødt til at løse det her så hurtigt som muligt.

* Tysklands kansler, Olaf Scholz:

- I dag tiltræder Donald Trump som præsident. Tillykke med det. USA er vores nærmeste allierede, og målet med vores politik vil altid være et godt transatlantisk forhold. EU - med 27 medlemslande og mere end 400 millioner indbyggere - er en stærk union.

* Canadas premierminister, Justin Trudeau:

- Tillykke til præsident Trump. Canada og USA har verdens mest succesfulde økonomiske samarbejde. Vi har muligheden for igen at samarbejde om at skabe flere arbejdspladser og mere velstand for begge vores nationer.

* Danmarks statsminister, Mette Frederiksen:

- Vi ser frem til at fortsætte det stærke transatlantiske samarbejde. Sammen vil vi arbejde for at fremme fred, sikkerhed og fælles velstand.

Kilder: Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT