OVERBLIK: Nøglepunkter fra et års krig mellem Israel og Hamas

7. OKT 2024 • 05:00UDLAND

Hamas' angreb for præcis et år siden blev startskuddet til et blodigt år med krig mellem Israel og Hamas.

Det seneste års krig mellem Israel og Hamas har kostet tusindvis af mennesker livet og ført til massive ødelæggelser i Gazastriben.

Her kan du læse om nogle af de væsentlige udviklinger det seneste år:

* 7. oktober 2023 - Hamas udfører blodigt angreb.

Den militante gruppe Hamas indleder tidligt om morgenen et omfattende angreb mod Israel. En musikfestival er blandt målene. I alt bliver cirka 1200 mennesker dræbt, og omkring 250 personer bliver kidnappet.

Israel svarer hurtigt igen med luftangreb mod Gazastriben.

* 13. oktober 2023 - Evakueringer fra Gazastribens nord.

Det israelske militær varsler yderligere angreb og giver befolkningen i Gazastribens nordlige halvdel - i alt over en million indbyggere - 24 timer til at forlade deres hjem. Nogle flygter mod syd, mens andre bliver.

* 17. oktober 2023 - Eksplosion ved hospital i Gaza.

En voldsom eksplosion rammer ved al-Ahli Arab-hospitalet i Gaza By. Den palæstinensiske sundhedsministerium, som er styret af Hamas, anslår, at 471 mennesker dør. USA vurderer, at dødstallet er mellem 100 og 300.

Hamas og den militante gruppe Islamisk Jihad giver Israel skylden. Det afviser Israel. Flere lande - herunder USA - mener, at der kan have været tale om et missil på afveje affyret af Islamisk Jihad.

* 21. oktober 2023 - Humanitær nødhjælp kommer ind i Gaza.

De første lastbiler med humanitær nødhjælp får lov til at køre ind i Gazastriben via Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza.

* 27. oktober 2023 - Israel intensiverer offensiven i Gaza.

Det israelske militær udvider sin offensiv trods advarsler fra USA om risikoen for civile tab. Israelske kampvogne kan ses køre ind i Gaza By.

Israel siger, at operationen er nødvendig for at bekæmpe Hamas, der blandt andet menes at skjule sig i et underjordisk netværk af tunneller.

* 6. november 2023 - Det palæstinensiske dødstal runder 10.000.

Efter cirka en måneds krig er over 10.000 palæstinensere døde i israelske angreb ifølge Gazas sundhedsministerium, der er styret af Hamas. En betragtelig del af ofrene er ifølge FN kvinder og børn.

* 21 November 2023 - Våbenhvile og løsladelse af gidsler.

Israel og Hamas annoncerer en våbenhvile på syv dage. Undervejs bliver over 100 gidsler, som Hamas havde taget til fange 7. oktober, løsladt. Israel løslader til gengæld omkring 180 palæstinensere fra israelske fængsler.

* 4. december 2023 - Israels første store landangreb i det sydlige Gaza.

Israelske styrker gennemfører det første store angreb til lands i det sydlige Gaza og byen Khan Younis, som mange er flygtet til.

* 26. januar 2024 - Domstol beordrer Israel til at undgå folkedrab.

Den Internationale Domstol behandler på opfordring fra Sydafrika en sag om muligt folkedrab. Israel bliver beordret til at træffe "alle foranstaltninger, der står i landets magt" for at undgå folkedrab i Gaza.

* 29. februar 2024 - Over 100 dør i nødhjælpskaos.

Over 100 palæstinensere dør i Gazastriben, efter at israelske styrker affyrer skud mod en stor menneskemængde, der er samlet for at få nødhjælp.

Israel siger, at folk bliver trampet ihjel eller kørt over, men erkender også, at israelske styrker har affyret skud mod en "folkemængde".

* 1. april 2024 - Syv nødhjælpsarbejdere dør i israelsk angreb.

Israelske luftangreb mod Gazastriben dræber syv nødhjælpsarbejdere fra organisationen World Central Kitchen. USA's præsident, Joe Biden, truer med at skifte politisk kurs, hvis ikke Israel øjeblikkeligt sørger for at forbedre de humanitære forhold i Gaza og sikre nødhjælpsarbejdernes sikkerhed.

Efter en efterforskning siger Israel, at angrebet brød med militære procedurer og var en "stor fejl".

* 13. juli 2024 - Hjernen bag 7. oktober-angrebet bliver dræbt.

Mohammed Deif, der var Hamas' militære leder, bliver dræbt i et israelsk luftangreb nær Khan Younis. Mohammed Deif betragtes som hjernen bag angrebet den 7. oktober og var i over 30 år blevet jagtet af Israel.

* 31. juli 2024 - Hamas' politiske leder bliver dræbt.

Hamas' øverste politiske leder, Ismail Haniyeh, bliver dræbt i Irans hovedstad, Teheran. Irans styre giver Israel skylden for angrebet.

* 17. september 2024 - Personsøgere og walkie-talkier eksploderer.

I løbet af to dage eksploderer først en lang række personsøgere og dernæst walkie-talkier tilhørende den militante Hizbollah-bevægelse. Hizbollah er hjemmehørende i Libanon og har opbakning fra Iran.

* 28. september 2024 - Stort angreb mod Beiruts sydlige forstæder.

Israel gennemfører omfattende angreb mod de sydlige forstæder til Libanons hovedstad, Beirut. Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, der stod i spidsen for bevægelsen i mere end tre årtier, bliver dræbt.

* 1. oktober 2024 - Iran sender hundredvis af missiler mod Israel.

Iran sender næsten 200 missiler afsted mod Israel som svar på de israelske angreb mod Hizbollah. Stort set alle missiler bliver skudt ned af Israels særlige luftværnssystem, der kaldes for The Iron Dome - jernkuplen.

Kilder: AFP, France 24, Reuters, The Independent.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT