OVERBLIK: Hizbollah lover fortsat kamp mod Israel på årsdag

7. OKT 2024 • 14:49UDLAND

Israelere, palæstinensere og mange andre markerer mandag den første årsdag for angrebet mod Israel 7. oktober.

En lang række ledere markerer mandag årsdagen for den palæstinensiske Hamas-bevægelses angreb mod Israel 7. oktober 2023.

Omkring 1200 mennesker blev dræbt og 250 gidsler taget af Hamas.

Angrebet udløste en krig, der stadig er i gang og indtil videre har kostet 41.909 mennesker livet i Gazastriben.

Her er et udpluk af udtalelser fra stats- og regeringschefer og andre ledere på den første årsdag for angrebet:

* Israels præsident, Isaac Herzog:

- Det er et ar på menneskeheden. Det er et ar på verden.

- Verden må indse og forstå, at for at ændre historiens gang og opnå fred og en bedre fremtid for regionen må verden støtte Israel i kampen mod dets fjender. Vi kæmper den frie verdens kamp.

* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu:

- På denne dag, på dette sted, og mange steder i vores land, mindes vi vores døde og vores gidsler, som vi er forpligtede til at bringe tilbage, og vores helte, der faldt i forsvaret af fædrelandet og nationen. Vi gennemgik en forfærdelig massakre for et år siden.

* USA's præsident, Joe Biden:

- Vicepræsident (Kamala, red.) Harris og jeg er fuldt engageret i sikkerheden for det jødiske folk, Israels sikkerhed og dets ret til at eksistere.

- Historien vil også huske 7. oktober som en sort dag for det palæstinensiske folk på grund af den konflikt, Hamas udløste den dag. Alt for mange civile har lidt alt for meget i løbet af dette år med konflikt.

* EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen:

- I dag er vores hjerter også hos de jødiske samfund over hele verden. Antisemitiske hændelser er igen i kraftig stigning. Vi må kollektivt bekæmpe denne ondskab, uanset hvor den breder sig.

* Khaled Meshaal, Hamas' tidligere øverste leder:

- Angrebet den 7. oktober sidste år "bragte besættelsesmagten tilbage til nulpunktet og truede dens eksistens". Angrebet var "et naturligt svar på besættelsen og dens accelererende planer om bosættelser, belejring og aggression".

* I Libanon kalder Hizbollah-bevægelsen Israel en "kræftlignende kirtel, der skal elimineres, uanset hvor lang tid det tager." Hizbollah siger videre, at gruppen og det libanesiske folk har betalt en "hård pris" for beslutningen om at åbne en "støttefront" for Gaza den 8. oktober 2023, men:

- Vi har tiltro til vores modstandsbevægelses evne til at modstå den israelske aggression.

* Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan:

- Det skal ikke være glemt, at Israel før eller siden vil betale prisen for dette folkedrab, som landet har begået i et år nu og stadig fortsætter.

Kilder: X, Reuters, AFP, dpa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT