OVERBLIK: Her er Trumps udtalelser om overtagelse af Gaza
Trump specificerede på pressemøde ikke, hvornår og hvordan USA ifølge ham skal overtage kontrol med Gaza.
USA's præsident, Donald Trump, har natten til onsdag foreslået, at USA overtager kontrollen med Gazastriben, der i 16 måneder har været mål for en række dødelige angreb.Det skete på et pressemøde, hvor også Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, deltog.
Tidligere foreslog Trump desuden, at palæstinensere, der bor i Gazastriben, skal permanent flyttes fra området.
Trump gav ikke mange detaljer om, præcis hvordan en amerikansk overtagelse af Gaza i hans øjne skal se ud.
Her er et overblik over hans udtalelser.
* Trumps præcise formulering lød, at "USA vil overtage Gazastriben, og vi vil arbejde med det (we'll do a job with it, red.). Vi vil eje det og være ansvarlige for at afmontere alle de farlige ueksploderede bomber og andre våben i området, jævne området, og komme af med alle de ødelagte bygninger, udnævne det og skabe en økonomisk udvikling, som vil forsyne (Gaza, red.) med et ubegrænset antal jobs og boliger til områdets folk.
* USA vil bede nabolande i Mellemøsten om at tage imod palæstinensere, som er blevet fordrevet fra Gaza, sagde Trump. Det har han siden 25. januar allerede bedt Egypten og Jordan om, hvilket de har afvist.
* "I stedet bør vi gå til andre lande med humanitære hjerter, og der er mange af dem, der gerne vil det her og (vil, red.) bygge forskellige områder, der i sidste ende vil blive indtaget af de 1,8 millioner palæstinensere, som bor i Gaza," sagde Trump så natten til onsdag.
* Dette mener han "kan blive finansieret af nabolande, der har stor velstand".
* Adspurgt direkte til, hvorvidt han vil udelukke at sende amerikanske soldater til Gaza, svarede Trump: "Vi vil gøre, hvad der er nødvendigt. Hvis det er nødvendigt, vil vi gøre det. Vi kommer til at overtage det stykke (land, red.). Vi kommer til at udvikle det, skabe tusinder og atter tusinder arbejdspladser, og det vil blive noget, som hele Mellemøsten kan være meget stolt af."
*Adspurgt til, hvem der ifølge ham skal bo i Gaza, svarede Trump, at det skal være "verdens folk". "Også palæstinensere, palæstinensere vil bo der, mange folk vil bor der", sagde han uden at uddybe yderligere.
*Den amerikanske præsident blev også spurgt til, om USA med hans nye udmeldinger om Gaza ikke længere støtter en tostatsløsning, hvilket USA i flere årtier har stået bag. "Det betyder intet om en tostat (tostatsløsning, red.) eller om en stat eller en anden stat, det betyder, at vi vil give folk en chance i livet. For Gazastriben er blevet et helvede, for folk der bor der", sagde Trump uden at besvare spørgsmålet direkte.
*Trump præciserede ikke, hvornår og hvordan USA ifølge ham skal tage kontrol med Gaza.
* Han sagde dog, at han planlægger at besøge Gaza, Israel og Saudi-Arabien under en kommende rejse til Mellemøsten. Han sagde ikke, hvornår en sådan rejse skal finde sted.
*Fra Israels Netanyahu lød det, at Trump "tænker ud af boksen med nye idéer".
* Hamas-bevægelsen har natten til onsdag umiddelbart ikke kommenteret Donald Trumps forslag fra pressemødet.
/ritzau/Reuters