OVERBLIK: Gæsteliste til Trumps indsættelse bryder med tradition
Italiens Meloni og flere politikere fra den europæiske højrefløj ventes at bevidne Trumps indsættelse mandag.
Donald Trump tages mandag aften dansk tid i ed som USA's 47. præsident ved en indsættelsesceremoni i rotunden under kuplen i den amerikanske kongresbygning.En række politikere og erhvervsfolk er inviteret til at se med, når Trump lægger hånden på en bibel og fremsiger den præsidentielle ed.
Følgende fremtrædende amerikanske politikere, udenlandske politikere, erhvervsfolk og musikere er blandt de personer, der forventes at deltage ved ceremonien:
* Amerikanske politikere:
Bill Clinton, amerikansk præsident fra 1993 til 2001.
George W. Bush, amerikansk præsident fra 2001 til 2009.
Barack Obama, amerikansk præsident fra 2009 til 2017.
Joe Biden, amerikansk præsident fra 2021 til 2025.
Kamala Harris, amerikansk vicepræsident fra 2021 til 2025 samt demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2024.
* Erhvervsfolk:
Mark Zuckerberg, direktør for Meta, der er moderselskabet for blandt andet Facebook, Instagram og WhatsApp.
Jeff Bezos, tidligere direktør for internethandelsvirksomheden Amazon.
Elon Musk, administrerende direktør for Tesla, SpaceX og ejer af det sociale medie X. Han skal desuden være med til at stå i spidsen for den nye effektiviseringsenhed, Doge, under Trump.
Tim Cook, administrerende direktør i IT-virksomheden Apple.
Shou Zi Chew, administrerende direktør for det sociale netværk TikTok.
Sundar Pichai, administrerende direktør for software- og IT-virksomheden Google.
* Udenlandske politikere:
Selv om der ikke er tradition for, at udenlandske regeringsledere deltager ved præsidentindsættelser i USA, er flere europæiske ledere og politikere blevet inviteret af Trump.
Ifølge USA's udenrigsministeriums opgørelser, som går tilbage til 1874, har en udenlandsk statsleder aldrig før overværet indsættelsen af en amerikansk præsident.
Giorgia Meloni - premierminister i Italien.
Daniel Noboa, præsident i Ecuador.
Javier Milei, præsident i Argentina.
Han Zheng, vicepræsident i Kina (stedfortræder for præsident Xi Jinping).
Nigel Farage, leder af det immigrationskritiske Reformpartiet i Storbritannien.
Tom Van Grieken, leder af det belgiske højrefløjsparti Vlaams Belang.
Éric Zemmour, leder af det franske højrefløjsparti Reconquête.
Santiago Abascal, leder af det spanske højrefløjsparti Vox.
* Optrædende:
Carrie Underwood, countrysanger.
Christopher Macchio, operasanger.
Lee Greenwood, singer-songwriter.
Victor Willis, sidste nulevende medlem af Village People.
* Følgende fremtrædende personer ventes ikke at deltage:
Michelle Obama, tidligere førstedame i USA. Hun forventes at være den eneste af de nulevende tidligere førstedamer, der ikke deltager ved indsættelsen. Hun deltog ved Trumps indsættelse i 2017.
Nancy Pelosi, tidligere formand for Repræsentanternes Hus for Demokraterne. Hun deltog ved indsættelsen i 2017.
Ursula von der Leyen, Europa-Kommissionens formand. Ifølge mediet Politico har hun ikke modtaget en invitation til indsættelsen.
Kilder: CBS News, Time, Politico, New York Times.
/ritzau/