OVERBLIK: Det ved vi om skyderi på en skole i Örebro
Mindst 11 personer døde i et skyderi i Sverige tirsdag. Men der mangler svar på blandt andet motivet bag.
Der er onsdag morgen spærret af ved et uddannelsessted i den svenske by Örebro, hvor flere mennesker tirsdag døde i et skyderi.Der er lagt blomster og lys på stedet, og Örebro Kommune skriver på sin hjemmeside, at der bliver flaget på halv stang.
Der er onsdag stadig flere ubesvarede spørgsmål i forbindelse med skyderiet.
Her er, hvad vi ved:
* Omkring klokken 12.30 onsdag fik politiet en melding om skyderi på voksen- og ungdomsskolen Campus Risbergska i Örebro omkring 200 kilometer vest for Stockholm.
* På et pressemøde tirsdag aften lød det, at "omkring 10 personer" var døde i skyderiet. Natten til onsdag blev tallet opjusteret til "mindst 11 personer", og politiet vil ikke afvise, at det kan stige yderligere.
* En mand på omkring 35 år er udpeget som gerningsmanden, og ifølge flere svenske medier er der tale om Rickard Andersson. Svensk politi har ikke bekræftet identiteten.
* Ifølge Aftonbladet har han selv været indskrevet på den kommunale voksen-uddannelse, hvor skyderiet fandt sted.
* Ifølge SVT brugte den formodede gerningsmand et jagtvåben, som han angiveligt havde licens til.
* Den formodede gerningsmand er ikke kendt af politiet fra tidligere. Vedkommende menes ikke at have bandeforbindelser.
* Han menes at have handlet alene og at være blandt de døde. Ifølge svenske medier skød han sig selv.
* Politiet var tirsdag aften til stede på en adresse, hvor den mistænkte gerningsmand ifølge svenske medier boede.
* Svensk politi advarer onsdag om, at der spredes falske oplysninger på sociale medier om skyderiet. Der florerer blandt andet falske oplysninger om et motiv.
* Politiet har sat gang i en række indsatser på nationalt plan. Blandt andet får de hjælp af Europol til at overvåge digitale platforme og fjerne onlineindhold, der kan "anspore til hadefulde ytringer".
Det mangler vi svar på:
* Det præcise samlede antal tilskadekomne er ukendt, ligesom politiet ikke kan oplyse noget om deres tilstand.
* Det vides endnu ikke, om de dræbte er lærere eller elever.
* Motivet bag skyderiet kendes endnu ikke. Der findes ikke aktuelt mistanke om, at der er tale om terror, lyder det fra politiet. Der er heller ikke noget, der peger på, at han har handlet ud fra ideologiske motiver.
* Den formodede gerningsmands identitet er ikke bekræftet af politiet. Det gælder heller ikke hans formodede relation til skolen.
Kilder: Svensk politi, TV4 Nyheterna, SVT, Aftonbladet, TT.
/ritzau/