OVERBLIK: 20 timers valgdag i USA

8. NOV 2022 • 05:00UDLAND

På tværs af de amerikanske staters seks tidszoner skal vælgere bestemme, hvem der sidder i Kongressen.

Tirsdag skal de amerikanske vælgere i seks tidszoner afgive deres stemmer over en 20 timer lang valgdag.

I USA stemmer vælgerne på tværs af landet på forskellige tidspunkter. Her kan du få en køreplan for, hvordan den amerikanske valgdag efter planen vil forløbe:

* Klokken 05.00 lokal tid - klokken 11 i Danmark - åbner de første valgsteder i Vermont. Dette kan derfor betragtes som starten på valgdagen, selv om store dele af stemmeafgivelsen i Vermont foregår via brevstemmer.

* Herefter åbner de forskellige stater sine valgsteder på forskellige klokkeslæt alt efter de lokale regler og tidszoner.

* I New York og flere steder i den nordøstlige del af USA åbner valgstederne klokken 06.00 - altså klokken 12 dansk tid.

* De næste timer åbner valgsteder i store dele af USA. Når klokken er 14 i Danmark, kan de første vælgere i eksempelvis det sydlige Texas og Arizona ovre vestpå også møde op på deres valgsteder.

* Klokken 17 dansk tid åbner Alaska som sidste stat på vestkysten deres valgsteder.

* En time herefter begynder stemmestederne i Hawaii at modtage stemmer, og dermed er der gang i valghandlingerne i hele USA.

* Herefter venter alle på, at valgstederne lukker, og de foreløbige optællingsresultater begynder at komme.

* I nogle stater må valgmyndighederne tælle de stemmer, der er afgivet før valget op til valgdagen. Andre steder må de først begynde at tælle på selve valgdagen. Derfor vil nogle delstater hurtigere have et resultat klar, mens andre tæller og tæller.

* De første to delstater, hvor valgsteder lukker, er Indiana og Kentucky. Her lukker de fleste valgsteder klokken 18 lokal tid - hvilket svarer til midnat onsdag i Danmark.

* Her kommer de første resultater, men både Indiana og Kentucky har to forskellige tidszoner, så der er dele af staterne, som ikke er med i den første bølge af resultater.

* En time senere kommer næste bølge af stater. Her vil stemmestederne lukke i blandt andet Georgia, det meste af Florida og Virginia.

* Dermed kan de store amerikanske tv-stationer og nyhedsbureauet AP begynde at se på resultaterne her. Når de er sikre, kan de begynde at erklære vindere i nogle af de afgørende valg til Senatet eller Repræsentanternes Hus i disse stater.

* Klokken 01.30 dansk tid lukker to stater, som begge kan blive interessante: North Carolina og Ohio har begge valg til Senatet og Repræsentanternes Hus, der kan blive afgørende.

* Klokken 02.00 dansk tid lukker stemmesteder i den første store bølge af stater særligt på østkysten og i syden. Her kommer blandt andet de første resultater af de potentielt afgørende senatsvalg i Pennsylvania og New Hampshire samt et vigtigt guvernørvalg i Michigan.

* Klokken 02.30 lukker stemmestederne i Arkansas.

* Klokken 03.00 lukker valgstederne i den anden af de to store bølger af stater. Den er i højere grad præget af ørkenstater og de sidste stater i Midtvesten samt New York.

Det gælder også Arizona, der bliver en af hovedrolle-indehaverne ved midtvejsvalget.

* Klokken 04.00 dansk tid lukker valgstederne i fire stater - hvoraf Nevada bliver den mest interessante. Her er der valg til guvernør og senator samt potentielt tre tætte valg til Repræsentanternes Hus.

* Klokken 05.00 lukker valgstederne på den amerikanske vestkyst med Californien, Oregon og Washington.

* Klokken 06.00 dansk tid lukker Alaska og Hawaii som de sidste delstater valgstederne. Der er enkelte valgsteder i Alaska, der lukker en time senere, og selv om de ikke har den stor indflydelse på resultatet, markerer de slutningen på en 20 timer lang valgdag.

* Herefter tælles der stemmer. Hvornår det arbejde er afsluttet i de enkelte stater, kan afhænge af mange ting. Hvor mange af de forhåndsafgivne stemmer er optalt på forhånd? Hvor mange har i det hele taget stemt? Hvor mange brevstemmer er der - og lever de op til kravene til brevstemmer?

* Ved det seneste midtvejsvalg kunne tv-stationen CNN konkludere, hvem der ville få flertallet i Senatet klokken 04.28 dansk tid og i Repræsentanternes Hus 04.59.

Kilder: NBC, Ballotpedia.com og CNN.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU