Orbán: Vores modstandere skyr intet middel for at tage magten
Før søndagens valg beskylder Orbán Ungarns opposition for at bruge vold, kaos, pres og international hetz.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, går hårdt i rette med landets opposition få dage inden et parlamentsvalg søndag, hvor Orbán og hans regeringsparti, Fidesz, potentielt kan miste magten.I en udtalelse fredag beskylder han den ungarske opposition for et "organiseret" forsøg på at forstyrre valghandlingen.
- Vores modstandere vil ikke sky noget middel for at tage magten, siger Orbán ifølge nyhedsbureauet AFP i en video, der er lagt ud på sociale platforme.
Her beskylder han oppositionen for at "samarbejde" med udenlandske efterretningstjenester og for at true hans tilhængere med vold.
- Det her er et organiseret forsøg på ved hjælp af kaos, pres og international hetz at så tvivl om det ungarske folks beslutning, siger han.
Orbáns regeringsparti, Fidesz, ser ud til at blive valgets nummer to efter centrumhøjrepartiet Tisza og dets karismatiske leder, Peter Magyar.
En ny måling i avisen Nepszava viser, at blandt de vælgere, der har besluttet sig for, hvem de vil stemme på, siger 52 procent, at de vil stemme på Tisza, mens 39 procent foretrækker Orbán og Fidesz.
Hvis man ser på samtlige vælgere - også de omkring 25 procent, der endnu ikke har besluttet sig - står Tisza ifølge den seneste måling til at få 38 procent af stemmerne, mens Fidesz står til 29 procent.
Det skriver Reuters.
Torsdag fik Orbán fornyet støtte fra den amerikanske præsident, Donald Trump.
I et længere opslag på det sociale medie Truth Social lød det i rosende toner fra Trump, at den "højt respekterede" Orbán er "en virkelig stærk og magtfuld leder".
- Ungarn: GÅ UD OG STEM PÅ VIKTOR ORBÁN, skrev Trump.
Tidligere på ugen var det Trumps vicepræsident, J.D. Vance, der forsøgte at komme Orbán til undsætning.
Det skete under et besøg i Ungarns hovedstad, Budapest, tirsdag og onsdag.
Her beskyldte Vance "bureaukrater i Bruxelles" for at forsøge at ødelægge Ungarns økonomi og blande sig i landets kommende valg.
Vance sagde, at han var kommet til Ungarn for at hjælpe Orbán så meget som muligt før valget.
- Jeg ønsker at sende et signal til alle og især bureaukraterne i Bruxelles, der har gjort alt, hvad de kan, for at holde Ungarns folk nede, fordi de ikke kan lide den leder, der rent faktisk forsvarer det ungarske folk, lød det fra Vance.
Ud over at være den europæiske leder, der politisk ligger tættest på Trumps kurs, ses Orbán også som den EU-regeringschef, der er mest venligt stemt over for Ruslands præsident, Vladimir Putin.
/ritzau/
