Nye optagelser viser øjeblik før kvinde blev skudt af ICE-betjent i USA

10. JAN 2026 • 10:02UDLAND

Drabet på Renee Nicole Good har sat gang i protester og udløst debat om omstændighederne omkring hændelsen.

Nye optagelser viser, hvordan den 37-årige kvinde, som blev dræbt af en ICE-betjent i Minneapolis i delstaten Minnesota onsdag, roligt talte til en betjent, kort før hun blev skudt.

I videoen, som ifølge CNN er optaget af den ICE-betjent, der affyrede de dødelige skud mod Renee Nicole Good, kan man høre hende sige, at det er "fint", og at hun ikke er "sur på ham" (betjenten, red.).

Kort efter kører hun afsted, og videoen peger op mod himlen, mens man kan høre betjenten sige "wow".

På andre videoer fra øjeblikket kan man se, hvordan bilen ser ud til at røre betjenten, da den kører afsted, men uden at betjenten mister balancen eller falder på jorden.

Da Good kører afsted, kan man på videoen, som ICE-betjenten har optaget på sin telefon, høre tydelige skudsalver samt en mandestemme, der efterfølgende siger "fucking kælling".

Drabet på den amerikanske mor til tre Renee Nicole Good har sat gang i protester og udløst stor debat om omstændighederne omkring hændelsen.

USA's minister for indenrigssikkerhed, Kristi Noem, har efterfølgende udtalt, at drabet på Renee Nicole Good skete i selvforsvar.

Ifølge Noem og ministeriet blev der affyret skud mod kvinden, fordi hun forsøgte at påkøre betjente fra ICE.

Den forklaring har dog mødt modstand fra demokratiske politikere i delstaten.

Minneapolis' demokratiske borgmester, Jacob Frey, har kaldt beskyldningen for "noget vrøvl" (bullshit).

Samme toner har lydt fra den amerikanske guvernør i delstaten og tidligere vicepræsidentkandidat, Tim Walz.

- Jeg har set videoen. Jeg tror ikke på den propagandamaskine. Delstaten vil sørge for, at der er en omfattende, fair og hurtig efterforskning, skrev han efter episoden i et opslag på X.

Under en demonstration mod immigrationsmyndigheden ICE i Minneapolis sent fredag aften er flere personer ifølge CNN blevet arresteret.

Arrestationerne skete, efter demonstrationen blev erklæret som en "ulovlig forsamling". Ifølge CNN er folk ved sådan en erklæring forpligtet til at forlade stedet.

Det amerikanske medie skriver, hvordan erklæringen kom, efter at nogle demonstranter havde brudt dørene op til et hotel, hvor de mente, føderale agenter overnattede.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT