Nye kampe er brudt ud i den østlige del af DR Congo

11. FEB 2025 • 23:33UDLAND

Oprørsgruppen M23 satte tirsdag morgen et angreb ind mod Congos hær i en af landets østlige provinser.

Tirsdag er kampe igen brudt ud i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo - DR Congo.

Den Rwanda-støttede oprørsgruppe M23 satte ved daggry et angreb ind mod den congolesiske hær i provinsen Syd-Kivu.

Det oplyser sikkerhedskilder.

Oprørsgruppen har de seneste måneder taget kontrol med flere områder i den mineralrige østlige del af DR Congo. Konflikten eskalerede voldsomt i forrige uge, hvor M23 indtog storbyen Goma.

FN vurderede i sidste uge, at mindst 2900 personer var blevet dræbt i byen Goma under knap to ugers intense kampe mellem landets hær og oprørsgruppen.

Efter at have indtaget Goma begyndte M23 at rykke frem i Syd-Kivu.

Kampene tirsdag morgen fandt sted nær landsbyen Ihusi, der ligger omkring 70 kilometer fra Buvaku, der er hovedby i provinsen Syd-Kivu. Landsbyen ligger 40 kilometer fra lufthavnen Kavumu.

Flere lokale medier rapporterer om "sprængninger af tunge våben".

Lufthavnen Kuvumu benyttes af den congolesiske hær til at transportere soldater og militært udstyr til regionen og hærens nærliggende militærbase.

I storbyen Buvaku, hvor der bor over 400.000 mennesker, har man i flere dage forberedt sig på en mulig offensiv fra M23.

Fredag lukkede byens skoler og butikker, mens indbyggerne begyndte at forlade byen i frygt for et forestående angreb.

M23 er en del af en politisk militær koalition kaldet River Congo Alliance.

Leder af alliancen Corneille Nangaa har sagt, at gruppen ønsker at "befri hele DR Congo" og afsætte præsident Felix Tshisekedi.

Oprørsgruppen har de seneste dage forsøgt at rykke ind i bjergene nær Buvaku i et forsøg på at afskære hærens forsyningslinjer.

Ifølge sikkerhedskilder er det lykkedes burundiske soldater, der er udstationeret i landet, at standse fremrykningen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT