KØB ABONNEMENT

Ny EU-strategi for Arktis øger fokus på sikkerhed

UDLAND • 20. OKT 2026 • 14:51

Arktis kan blive et omdrejningspunkt i forhold til Rusland, når krigen i Ukraine slutter, lyder det.

EU-Kommissionen har sikkerhed helt oppe i toppen af den nye strategi for Arktis, som blev præsenteret tirsdag.

Det er et markant skifte i forhold til den seneste strategi fra 2021, som primært havde fokus på internationalt samarbejde samt klima og miljø.

Kommissionen frygter, at Arktis kan blive det næste store spændingsfelt med Rusland, når krigen i Ukraine slutter, siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas.

- I takt med at Rusland og Kina øger deres tilstedeværelse og ambitioner, er Arktis blevet en frontlinje i den globale magtkonkurrence.

- Vores reviderede strategi afspejler denne nye virkelighed og sætter sikkerheden helt i centrum, siger Kaja Kallas.

Hun lægger vægt på, at Danmark, Sverige og Finland er såkaldt arktiske nationer, og over en halv million EU-borgere bor ifølge Kallas i Arktis.

Derfor er sikkerheden i Arktis et europæisk anliggende, siger hun.

Strategien skal nu diskuteres med EU-landene for at samle opbakning og fordele opgaver.

Derfor indeholder den ikke tal på, hvor mange penge der skal investeres.

Men der vil blive brug for penge.

Strategien lægger blandt andet op til at styrke Europas evne til at operere under arktiske forhold.

Det skal blandt andet ske ved at udvide den europæiske isbryderkapacitet.

Ifølge EU-Kommissionen råder de 27 EU-lande tilsammen over omkring 10 isbrydere. Til sammenligning skønnes Rusland at kunne mønstre 40 isbrydere.

I strategien lægger EU-Kommissionen samtidig op til, at der skal gøres mere for at beskytte de nordlige søgrænser og kritisk undersøisk infrastruktur.

Det skal blandt andet ske ved at oprette et nyt maritimt sikkerhedscenter.

Det skal støtte overvågningen af maritime aktiviteter i Arktis.

EU-Kommissionen vil også oprette et "arktisk kabelcenter" til overvågning, beskyttelse og reparation af undersøiske kabler i Nordatlanten og Arktis.

Centret skal ifølge strategien videreudvikles til også at kunne spore skibe fra Ruslands såkaldte skyggeflåde, der bruges til at transportere sanktionsbelagt olie og gas.

Vestlige efterretningstjenester mistænker også Rusland for at anvende skyggeflåden i hybridangreb.

- For at forsvare vores interesser intensiverer vi indsatsen inden for overvågning, infrastruktur, militær mobilitet og forsvarsteknologier, der kan modstå det barske klima, siger Kaja Kallas.

Arktis er afgørende for Rusland. Derfor er risikoen for yderligere spændinger i regionen stigende, fastslår en EU-diplomat med indsigt i strategien.

- Glem ikke, at nogle af Ruslands vigtigste strategiske ressourcer befinder sig på Kolahalvøen, siger EU-diplomaten.

Omkring to tredjedele af Ruslands maritime atomvåben befinder sig i primært ubåde, men også på skibe, der sejler ud fra baser på Kolahalvøen i det nordvestlige Rusland.

Samtidig har Rusland ifølge embedsmanden samlet Arktis og Østersøen i et distrikt i sin flådeplanlægning.

Det understreger, at Rusland ser samlet på Arktis og områder helt tæt på flere af de 27 EU-lande.

- Ruslands krig mod Ukraine og Ruslands aggressive adfærd over for sine naboer og over for os har implikationer for den arktiske region.

- Og derfra for Europa, siger EU-diplomaten.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT