Ny bog: Biden bander og svovler af Putin og Netanyahu

8. OKT 2024 • 17:07UDLAND

Den berømte Washington-journalist Bob Woodward er på vej med ny bog. Han tager os med ind i Det Ovale Værelse.

Det er et anderledes udiplomatisk sprog, som USA's præsident, Joe Biden, anvender, når mikrofonerne er slukket.

Når offentligheden ikke er med, og han er alene med sine rådgivere - og der skal håndteres kriser - så kan Biden bruge ord og vendinger, der ikke hører hjemme i en kirke.

Den berømte amerikanske journalist Bob Woodward, der var med til at afsløre Watergate-skandalen i begyndelsen af 1970'erne, er på vej med en ny bog, hvor han via kilder er med helt inde i arbejdsprocessen i Det Hvide Hus.

Bogen hedder "War" - "Krig" - og den udkommer den 15. oktober.

CNN har smugkigget i den. Bogen fortæller om en 81-årig præsident Biden, der slynger om sig med skældsord mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Det dumme svin. Bibi Netanyahu. Han er en skidt fyr. Han er en forbandet skidt fyr!

Sådan sagde Biden ifølge bogen på et tidspunkt i foråret 2024, da Israels krig i Gaza tog til.

Præsidenten har også grove ord at sige om Putin.

- Den forbandede Putin, sagde Biden ifølge Woodward til nogle af sine rådgivere, ikke længe efter at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine.

- Putin er ond. Vi har her at gøre med indbegrebet af ondskab.

I sin bog har Bob Woodward også nogle informationer om Donald Trumps embedsperiode. Trump var USA's præsident fra 20. januar 2017 til 20. januar 2021, da han blev afløst af Biden.

CNN skriver, at bogen indeholder oplysninger om private samtaler, som Trump har ført med Putin.

Videre afslører bogen, at Trump under coronapandemien i hemmelighed sendte en sending med testudstyr af covid-19 til Moskva, sådan at Putin personligt kunne blive testet.

Ifølge CNN baserer Woodward sine oplysninger i bogen på interviews med førstehåndsdeltagere i begivenhederne i det amerikanske præsidentskab.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT