Lungesyge kronprinsesse Mette-Marit har ifølge Høiby svært ved at besøge ham på grund af dårlig fængselsluft.
Den norske højesteret forkaster Marius Borg Høibys anke, efter at han ved to retsinstanser har fået afslag på et ønske om at afsone sin varetægtsfængsling med fodlænke.Det skriver TV 2 i Norge onsdag.
Den norske kronprinsessesøn vil gerne afsone resten af sin varetægtsfængsling med fodlænke, men både den norske lagmannsret og byretten har afvist anmodningen.
Høiby, der er tiltalt for 40 forhold, har ønsket, at afsoningen af varetægtsfængslingen skulle ske i et hus ved Skaugum, hvor det norske kronprinspar har residens.
Han har ifølge TV 2 i Norge argumenteret for ønsket om fodlænke med, at det blandt andet er meget belastende for ham at sidde fængslet, og at han har begrænset social kontakt med andre.
Han har derudover fremført, at det var udfordrende for hans mor, kronprinsesse Mette-Marit, som lider af en kronisk lungesygdom, at besøge ham i fængslet på grund af dårlig luftkvalitet i fængslet.
Der falder dom i sagen mod Høiby mandag 15. juni klokken 08.30.
Tiltalepunkterne mod Høiby dækker blandt andet over fire voldtægter, mishandling i nære relationer, vold, groft brud på narkotikalovgivningen og trusler.
Marius Borg Høiby har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige tiltalepunkter.
Han har dog erkendt brud på besøgsforbud, fartovertrædelser og det, der i norsk ret hedder kropskrænkelse, mod en af kvinderne.
Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, før kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon.
/ritzau/