Ny Orange Scene skal give mere plads til scenografi og lys

27. JUN 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Roskilde Festival har bygget en ny og større Orange Scene for at følge med udviklingen i branchen, siger chef.

Selv om udsigten til den karismatiske facon og orange dug er den samme, er det en ny hovedscene, der møder deltagerne på årets Roskilde Festival.

Den nye Orange Scene er både højere og bredere og har et større indkig til den optrædende kunstner. Scenen er bygget, så den er "rustet til fremtiden".

Det fortæller musikchef på Roskilde Festival Thomas Sønderby Jepsen.

- Kunstnere turnerer i dag rundt med større og mere komplekse produktioner. Det kræver et mere fleksibelt scenerum.

- Der bliver plads til mere scenografi, lys og visuelle elementer, som vi kan imødekomme på en anden måde, end vi har kunnet hidtil, siger musikchefen.

Orange Scene er den største af i alt syv musikscener på festivalen og kan samle omkring 60.000 publikummer.

I år spiller blandt andre den britiske rockgruppe The Cure, den svenske popsanger Zara Larsson og tegneseriebandet Gorillaz på hovedscenen.

Også danske Pil og Tobias Rahim indtager Orange Scene i løbet af festivalens musikdage, der løber fra 1. til 4. juli.

Roskilde Festivals prioritering af en større hovedscene taler ind i de seneste års udvikling i livemusikbranchen.

Det fortæller Mads Krogh, der er lektor i musikvidenskab på Aarhus Universitet.

- Der har været en tendens til vækst over mange år. Det gælder også formaterne, hvor store koncertformater er blevet hyppigere og står for en større del af økonomien i branchen, siger han.

Der har ifølge Mads Krogh været en høj grad af koncentration i branchen, hvor den internationale virksomhed Live Nation i dag står for størstedelen af verdens liveoplevelser.

Koncentrationen er medvirkende til, at man har kunnet forstørre formaterne og hæve prissætningen på koncerter, hvilket kan udfordre festivalerne.

- Det kan være svært for især de foreningsdrevne festivaler, som vi har en tradition for her i Danmark, at konkurrere og tiltrække større navne, siger lektoren.

Det oprindelige orange scenetelt blev bygget i 1976 til rockbandet The Rolling Stones' europæiske turné.

To år efter købte Roskilde Festival teltet, der siden er blevet udskiftet et par gange. 2026-versionen er dermed den fjerde generation af Orange Scene.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT