Norge efterforsker nyt cyberangreb fra prorussisk gruppe

15. AUG 2025 • 14:27UDLAND

Ifølge norsk sikkerhedstjeneste har nyt cyberangreb flere lighedstegn til et tidligere angreb i april.

Politiets sikkerhedstjeneste, PST, i Norge efterforsker et nyt cyberangreb, som kobles til prorussiske hackere.

Det bekræfter sikkerhedstjenesten til det norske medie Aftenposten.

Ifølge PST har angrebet flere lighedstegn til et cyberangreb mod et dæmningsanlæg i den norske kommune Bremanger i april, hvor samme prorussiske gruppe menes at stå bag.

- Samme gruppe hævder selv at stå bag. Fremgangsmåden er den samme (som i Bremanger, red.), ved at der blev begået et dataindbrud hos det pågældende firma, hvorefter gruppen efterfølgende lagde skærmoptagelser ud og hævdede, at de stod bag, siger politiadvokat i PST Per Niklas Hafsmoe til Aftenposten.

Under angrebet den 7. april tog hackere kontrol over dæmningsanlæggets styresystem, der kontrollerer vandstrømmen.

Ventilerne stod helt åbne i næsten fire timer, hvilket fik vandet i dæmningen til at fosse ud.

Ifølge VG løb der næsten 500 liter vand ud i sekundet. Det svarer til mere end syv millioner liter vand.

Dengang udtalte chefen for PST, Beate Gangås, at Rusland stod bag angrebet.

- Formålet med denne type aktioner er at få indflydelse samt at skabe frygt eller uro i landets befolkning. Vores russiske nabo er blevet farligere, sagde hun ifølge VG.

Kripos, det nationale kriminalpoliti i Norge, oplyser til Aftenposten, at “fysiske processer” er blevet påvirket i den nye hackersag.

Ifølge det norske medie vil det sige, at dataangrebet er lykkedes med at tage kontrol over noget uden for den digitale sfære.

Ifølge Kripos medførte angrebet ikke nogen fare for omgivelserne.

Myndighederne oplyser til mediet, at virksomheden, der blev ramt af angrebet, ligger på Østlandet, som er en landsdel i den sydøstlige del af Norge.

Navnet på virksomheden oplyses ikke, ligesom det ligeledes er uklart, hvornår det nye cyberangreb fandt sted.

Det er ligeledes ikke kendt, hvilke type virksomhed, der er tale om.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT