Nordkoreas Kim Jong-un mødes med familier til dræbte soldater

30. AUG 2025 • 03:37UDLAND

Staten vil tage ansvar for de børn, der har mistet deres fædre, og træne dem som krigere, siger Kim Jong-un.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes fredag med de pårørende til nogle af de soldater, der har mistet livet, mens de var i krig for Rusland.

Det rapporterer det statskontrollerede nyhedsbureau KCNA lørdag.

Kim kondolerede og holdt en tale for familierne, hvor han blandt andet lovede, at staten vil hjælpe de børn, der har mistet en forælder.

- Mit hjerte brister og gør endnu mere ondt ved synet af de små børn.

- Jeg, vores stat og vores hær vil fuldt ud tage ansvar for dem og på beundringsværdig vis træne dem til at blive trofaste og modige krigere som deres fædre, lød det fra Kim Jong-un.

Nordkorea har ikke bekræftet, hvor mange nordkoreanske soldater der er blevet dræbt i kampe med ukrainske styrker.

Ifølge sydkoreanske efterretninger drejer det sig om omkring 600 soldater, mens flere tusind skal være blevet såret på slagmarken.

Efterretningstjenester fra vestlige lande og fra Sydkorea har sagt, at Nordkorea i løbet af 2024 sendte mere end 10.000 soldater til Rusland. De fleste blev sendt til frontlinjen i den russiske region Kursk.

I sidste uge mødtes Kim Jong-un med nogle af familierne til de dræbte soldater, hvor han også delte medaljer ud.

- Jeg tænkte meget på de andre martyrers familier, som ikke var der. Så jeg fik dette møde arrangeret, fordi jeg gerne ville møde og trøste alle heltenes familier og lette deres sorg og smerte bare en smule, sagde Kim Jong-un fredag.

Han lovede i forbindelse med mødet at rejse et monument i hovedstaden, Pyongyang.

Det var først i april i år, at Nordkorea bekræftede, at det havde sendt soldater til Rusland for at hjælpe i krigen mod Ukraine. Her blev det også bekræftet, at der var nordkoreanske soldater, der havde mistet livet, men altså ikke hvor mange.

Nordkorea og Ruslands alliance er blevet en del tættere i de sidste par år, og Kim Jong-un har mødtes flere gange med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

De ventes at mødes igen i næste uge, skriver Reuters. Det bliver efter planen i Kina, hvor de begge skal overvære en kinesisk militærparade.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT