Nobelprismodtager kalder gensyn med børn et af livets store øjeblikke
Efter hemmelighedsfuld rejse ud af Venezuela genså oppositionsleder sine børn for første gang i mange måneder.
Oppositionsleder María Corina Machado fra Venezuela havde ikke set sine børn i over halvandet år, før hun natten til torsdag mødte dem i Oslo.Machado, der lever i skjul i Venezuela, er i den norske hovedstad, da hun er modtageren af dette års Nobels fredspris.
Hun kalder gensynet med børnene et af livets helt store øjeblikke. Det fandt sted efter en rejse, hvor flere mennesker ifølge Machado "risikerede deres liv".
- Jeg kunne ikke sove i nat. Jeg gennemgik øjeblikket, hvor jeg så mine børn, igen og igen, siger hun på et fælles pressemøde med den norske statsminister, Jonas Gahr Støre.
- I mange uger havde jeg tænkt på den mulighed, og hvem af dem jeg ville kramme først, siger hun og griner.
- Jeg krammede alle tre på samme tid, og det har været et af de mest ekstraordinære åndelige øjeblikke i mit. Det skete i Oslo, så jeg er meget taknemmelig over for denne by, lyder det fra nobelprismodtageren.
Det var datteren Ana Corina Sosa Machado, der på vegne af oppositionslederen onsdag tog imod fredsprisen. Hendes mor nåede ikke frem til ceremonien i tide.
Børnene bor uden for Venezuela af sikkerhedshensyn.
Machado foretog i skjul en rejse til Norge og dukkede op i Oslo natten til torsdag trods et rejseforbud og en trussel fra den venezuelanske regering om at blive stemplet som landflygtig, hvis hun rejste til den norske hovedstad.
Undervejs opstod der bekymringer for hendes sikkerhed, da et pressemøde med hende blev aflyst med kort varsel.
Hun siger, at hun planlægger at vende tilbage til Venezuela, på trods af at myndighederne ønsker hende retsforfulgt.
- Jeg vil være det sted, hvor jeg er mest nyttig for vores sag, sagde hun til BBC tidligere torsdag.
Nobelkomitéen har begrundet prisen til Machado med hendes "arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas befolkning".
Det er præsident Nicolás Maduro, der siden 2013 har regeret landet med en særdeles hård kurs over for oppositionen og kritikere.
USA, Europa og mange sydamerikanske lande anerkender ikke resultatet af et valg i 2024, der sikrede Maduro en tredje præsidentperiode.
/ritzau/
