Ni børn og seks voksne meldes dræbt i angreb på hus i Gaza

17. AUG 2024 • 12:05UDLAND

De omkomne i israelsk luftangreb var alle fra den samme familie, oplyser palæstinensisk civilforsvar.

Et israelsk luftangreb har lørdag dræbt 15 medlemmer af den samme familie - herunder ni børn - i Gaza.

Det oplyser civilforsvaret i Gaza ifølge nyhedsbureauet AFP.

Angrebet ramte familiens hjem og et varelager i al-Zawaida-kvarteret i det centrale Gaza kort efter midnat natten til lørdag, oplyser et øjenvidne.

- Tre raketter ramte huset, siger vidnet, Ahmed Abu al-Ghoul.

- Der var en masse børn og kvinder indenfor. Hvad har de gjort, siden de fortjener dette, spørger han.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser Israels militær, at det er bekendt med meldingerne om, at 15 personer skal være dræbt i et luftangreb, og at militæret undersøger sagen nærmere.

En talsperson for militæret opfordrer samtidig personer, der opholder sig i en række områder i det centrale Gaza, til at lade sig evakuere.

På det sociale medie X skriver talspersonen ifølge Reuters, at det blandt andet er civile i Maghazi-distriktet, der ligger tæt på al-Zawaida, der skal evakueres til et afgrænset humanitært område.

Store dele af Gaza ligger i ruiner som følge af Israels foreløbig ti måneder lange krig mod Hamas-bevægelsen i det palæstinensiske område.

Parterne har gentagne gange forsøgt at nå til enighed om en våbenhvileaftale, men det er ikke lykkedes, siden de i november sidste år blev enige om at lægge våbnene i en uge.

Så sent som fredag sluttede forhandlinger i Qatar uden en aftale, men ifølge USA kan en aftale dog være nært forestående, og lørdag rejser USA's udenrigsminister, Antony Blinken, til Israel for at presse på for en våbenhvile.

Krigen i Gaza brød ud efter den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år. Angrebet kostede cirka 1200 personer livet.

Derudover blev 251 personer taget til fange og bragt ind i Gaza.

111 gidsler menes stadig at befinde sig i Gaza, og blandt dem er 39 døde, har det israelske militær tidligere oplyst.

Foreløbig har krigen kostet mindst 40.000 mennesker livet i Gaza, oplyser Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT