New York efterforsker hændelse med sprængladninger ved protest

9. MAR 2026 • 16:00UDLAND

Sprængladninger blev kastet ved demonstration i New York, men eksploderede ikke. Politi ser IS-inspiration.

En hændelse denne weekend i New York City, hvor improviserede sprængladninger blev kastet under en demonstration, efterforskes som mulig terror.

Hændelsen kan være inspireret af Islamisk Stat (IS).

Det oplyser politi i New York ifølge nyhedsbureauet AFP mandag.

Sprængladningerne, der ikke eksploderede, blev kastet under moddemonstrationer til en protest med navnet "Stop den Islamiske Overtagelse af New York City".

Politiet mener, at mindst en af anordningerne var en sømbombe med TATP, der også er kendt under navnet Satans Mor på grund af dets ustabilitet.

Ingen kom til skade ved hændelsen, der fandt sted i nærheden af New Yorks borgmesters embedsbolig.

To mænd blev anholdt og ventes at blive retsforfulgt. De er dog mandag eftermiddag dansk tid endnu ikke blevet anklaget.

- Jeg kan denne morgen bekræfte, at dette efterforskes som en IS-inspireret terrorhændelse, siger Jessica Tisch, der er politidirektør i New York City.

Politiet mistænker, at det var én mand, der kastede to mistænkelige anordninger.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP hørte den mistænkte råbe "Allahu Akbar", som betyder "Gud er stor" på arabisk.

Den anden anholdte mistænkes for på et tidspunkt at have givet sprængladningen til den første mand. Sprængladningen landede i nærheden af en række politibetjente.

Begivenhederne fandt sted, efter at den højreorienterede influencer Jake Lang havde demonstreret uden for New Yorks borgmesters embedsbolig. Borgmesteren er Zohran Mamdani, som er muslim.

Lang, der tidligere er blevet benådet for sin rolle under stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021, demonstrerede imod "islamificering" og muslimsk bøn i offentligheden i New York.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT